Vinderen af den betydningsfulde Man Booker-romanpris 2004 var for en gangs skyld ikke en forfatter fra den frodige Commonwealth-litteratur, men ærkebritisk. Alligevel var der på en måde tale om en budbringer fra en eksotisk kultur, for Alan Hollinghurst er bøsseforfatter og lægger absolut ikke skjul på det. Thatcher-årene Romanen 'I skønhedens tjeneste', som Gyldendal har været hurtig til at få ud på dansk, er en krønike om Thatcher-årene dengang i firserne, da de britiske konservative regerede med en sjældent overgået arrogance og hensynsløshed, og The Lady blev tilbedt i de nålestribede kredse som noget nær den genopstandne frelser. Skæbnesvangre sandheder Bogens hovedperson har det sigende navn Nick Guest, og han er netop en gæst i det konservative succesmiljø. Han er en middelklassedreng fra provinsen, som har studeret i Oxford og truffet sønnen af den fremadstormende konservative politiker Gerald Fedden, og han bliver en slags logerende i familien Feddens store hus i en dyr og fashionabel London-bydel. Det ligger i kortene, at han også skal vogte lidt over familiens labile datter Catherine, der har psykiske problemer, mærkelige elskere og en upassende sandhedskærlighed, som til sidst får alvorlige konsekvenser for familien - og Nick. Dekadent miljø Nick er desuden bøsse, og hans vinkel på tilværelsen er hundrede procent erotisk. Venskabet med politikersønnen Toby bæres af en ufuldbyrdet seksuel tiltrækning (Toby er ikke til mænd), men i London i almindelighed og i Londons overklassemiljø i særdeleshed er der rige muligheder for at leve homoseksualiteten ud, garneret med æstetiske samtaler om Richard Strauss og Henry James, sommerferier på landstedet i Périgord samt kokain i endeløse baner. Dekadent? Yes, manner, men hvor gør det bare ikke noget, så længe man ikke sladrer om det til offentligheden. Men skam få den, som taler ilde derom, som man siger på de bonede gulve. Interessant hybridgenre Sædeskildringen af det betændte overklasseliv er egentlig ikke ny, den småsarkastiske udlevering af Thatcher-æraens fæle lugt af grådighed er det heller ikke. Det nye ved 'I skønhedens tjeneste' er synsvinklen. Nick er så sikker i sin bøsseidentitet, at han kan gøre den til den normalposition, som alt det forvredne og unormale omkring ham anskues fra; og romanen er tilstrækkelig lang og bred til, at læseren kan nå at identificere sig med Nick, uanset hvilken seksuel observans hun eller han selv har. Handlingen er hverken forceret eller hårrejsende, selv om den tager både lidenskaber og aids-tragedier ind, og bogen er til syvende og sidst en interessant hybrid, en krydsning mellem det nittende århundredes store realistiske, sprogligt ciselerede romaner og de seksuelle og politiske fortællinger, der udpræget hører det sene tyvende århundrede til. Helte og hunde Oversætteren, Poul Bratbjerg Hansen, har været på en halsbrækkende opgave. Meget i bogen står og falder med de helt rigtige henkastede buzzwords og talemåder, og de er nu engang engelske, overklassebritiske, og savner danske ækvivalenter. Og nu og da taber oversætteren en pointe, som når Richard Strauss' 'Ein Heldenleben' i en replik latterliggøres fra »helteliv« til »hundeliv« og derefter videre til »en hunds morgenmad«. Det giver ikke mening på dansk, men på engelsk betyder »a dog's breakfast« også »noget værre rod«. Desuagtet er den danske oversættelse absolut læselig, og fortællingens strøm under den sproglige overflade er intakt.