To mus kommer gående i en underjordisk gang. De går oprejst. De er på vej hen mod flere mus. Der er tydeligvis et party i gang. »Åh nej!«, siger den ene mus til den anden. »Ost og vin igen«. Stille nonchalance Jeg ved ikke, hvorfor jeg synes, den tegning er sjov, men det synes jeg altså. Det er jo ikke, så man slår sig på lårene, men på sin egen facon får den sagt, hvad den skal. Det er en typisk The New Yorker-tegning. Nonchalant, stille ... og en lille smule snobbet. Overøst med priser Det 80 år gamle ugentlige kultur-tidsskrift The New Yorker har fejret sin fødselsdag i sædvanlig fin form. Ved den årlige National Magazine Awards (magasinernes oscar) vandt bladet fem priser, bl.a. for dets artikler om Abu Ghraib-fængselsskandalen - men også som det bedste blad overhovedet. Siden prisoverrækkelsernes start i midten af 1960'erne har The New Yorker vundet 44 priser, hvilket er mere end dobbelt så mange som nr. 2, 'The Atlantic Monthly'. Europæisk stil The New Yorker er en sjov, eklektisk blanding af journalistik, noveller, digte, anmeldelser, kulturkalender og vittighedstegninger. Alt sammen holdt i en neddæmpet, faktisk meget europæisk stil, en blanding af fransk og engelsk. På samme måde som byen New York jo i virkeligheden ikke er en amerikansk by. Den er alt for fin på den. Verdensomspændende forbillede For enhver, der interesserer sig for amerikansk litteratur, teater og film, ja kultur i det hele taget - og for byen New York som hektisk smeltedigel - er bladet ikke bare en fornøjelse, men også en vigtig guideline til kommende trends og retninger. Og en slags forbillede for mange kulturtidsskrifter verden over. Besynderlige forandringer Bladet blev grundlagt i 1925 af Harold W. Ross, som var enerådende chefredaktør frem til sin død i 1951. Bladet blev hurtigt en succes og havde på mindre end fem år et oplag på over 100.000 eksemplarer. Oplaget er for tiden langt over 1 million. 'The Complete Cartoons of The New Yorker', som er udkommet i forbindelse med fødselsdagen, fortæller bladets historier via dets vittighedstegninger. Allerede fra bladets start var de nemlig en meget vigtig og integreret del af bladet. Tegningerne var det første, folk læste - også selv om de ikke ville indrømme det. Hver torsdag eftermiddag blev der afholdt redaktionsmøde. Samtlige forslag til vittighedstegninger blev gennemgået og vejet af Ross selv. De fleste blev fundet for lette, resten gennemgik de besynderligste forandringer. »Take this down, Miss Terry« Hans afslag og diktatoriske forslag til ændringer er sagnomspundne. Han havde sin sekretær, miss Terry, ved sin side, mens de mange ideer blev gennemgået, og hun var i sving under de timelange møder: »Take this down, Miss Terry«, var hans evige startreplik. Og så kom der ellers korrektioner som: »Sådan har himlen aldrig set ud«. »Hvilken elefant er det, der taler?«. »Han ligner ikke en butler, han ligner en bankmand«. Engang sad Ross helt stille, mens han stirrede intenst på en tegning af en Ford Model T, der kørte på en støvet grusvej. Flere minutter gik uden et ord. »Take this down, Miss Terry«, sagde han så endelig. »Bedre støv«. Legendarisk er også hans kommentar til en tegning af Carl Rose. Så legendarisk, at den er blevet en slags mundheld på bladet. Teksten til tegningen var: »Tal, mr. Pennywhistle, tal til mig«. Og efter lidt granskning sagde Ross denne absurditet til frøken Terry: »Mr. Pennywhistle skal være mindre og gøres konkav«. Hvide folk med penge The New Yorker er på mange måder - hvis ikke alle - et snobbet blad. 'Københavneriet' i Politiken er vand ved siden af The New Yorkers selvtilfredshed ved at bo i storbyen, der har givet bladet navn. Og så selvfølgelig have et landsted i The Hamptons. Lige så svært det er at få antaget en tegning, et digt, en novelle eller en artikel i The New Yorker, lige så sikker er man på øjeblikkelig berømmelse og misundelse, når det sker. Bladet har altid haft en både distinkt litterær stil og en sikker stil, når det drejer sig om vittighedstegningerne. Den er svær at forklare. Hvis vi holder os til tegningerne, så er humoren oftest meget underspillet, meget ironisk, meget stille, 'matter of fact'. Man skal ikke lede efter frontal politisk satire på The New Yorkers sider. Ikke at politiske tegninger er utænkelige, men de får lige en drejning. Som når en pæn forstadsdame med pels og håndtaske ses med et skilt, hvorpå der står: 'Min søn siger, at vi skal forsvinde fra Vietnam'. Egentlige sociale problemer tager The New Yorker sig ikke af. Medmindre for mange cocktail på en bar er et socialt problem. Bladets læsere er den øvre middelklasse og overklassen. Hvide folk med penge for at være præcis. Der er stort set ikke én eneste farvet i 'The Complete Cartoons of The New Yorker's 68.746 vittighedstegninger. 80 års humor i topklasse Bogen er med sine 656 sider og 2 cd-rommer præcis, hvad titlen siger. Hver eneste tegning fra bladets første nummer, 21. februar 1925, til udgangen af 2004. 80 års humor i absolut top- og verdensklasse. Forestil Dem lige 68.764 tegninger. Det vil tage en rum tid at få læst dem alle sammen. Men det er det værd. Jeg har snydt lidt og i første omgang kun læst bogen med dens sølle 2.000 tegninger og fine essays af bladets skribenter, bl.a. Lillian Ross og John Updike. Og så har jeg tjekket, hvordan cd-rommerne virker. Upåklageligt, skulle jeg hilse og sige. Man kan tage en tegning ad gangen, men man kan også søge på tegnere, så man for eksempel får alle Saul Steinbergs tegninger. Og man kan søge på datoer, emner etc. Mrs. Ritterhouse lagde violinen Jeg ville af ren nysgerrighed gerne se, hvad The New Yorker gjorde efter angrebet på World Trade Center 11. september 2001. Da udenlandske blade ofte udkommer før deres udgivelsesdato, skal man hen til 24. september for at få besked. I hele bladet er der kun én tegning. Den er af George Booth og forestiller en af hans gennemgående figurer, amatørmusikeren, den gamle mrs. Ritterhouse. Tegningen er uden tekst og viser mrs. Ritterhouse, som i græmmelse har lagt violinen fra sig på gulvet. Andet var der ikke at sige. Allerede et halv års tid efter at bladet var startet, brokkede Harold Ross sig på et redaktionsmøde: »Alle taler om bladets tegninger, og nogen har sågar beskrevet det som det bedste blad i verden for folk, der ikke kan læse«. Det er naturligvis også uretfærdigt. For i modsætning til voksnes almindelige holdning skal man faktisk kunne læse for at forstå vittighedstegninger. Hjerneboblende og fantastisk oplevelse 'The Complete Cartoons of The New Yorker' er redigeret af Robert Mankoff, som har været bladets cartoon-redaktør siden 1997. Han er endvidere en af bladets bedste tegnere, som sammen med bl.a. Roz Chast, Michael Maslin og Bruce Eric Kaplan har fornyet The New Yorkers tegnestil fra midten af 1980'erne, hvor tegningerne tog en drejning hen mod det mere surreelle. Mankoffs stil som både tegner og redaktør hælder mere til det absurde end til det socialt kommenterende. Men selv om tegningerne i The New Yorker nærmest gør en dyd ud af at være tidløse, så lykkes det alligevel tegnerne igen og igen at fange en tid, en æra, en generation. At bladre gennem bogen er som at se det 20. århundrede passere revy. At bladre gennem samtlige tegninger er en besynderlig, anstrengende, hjerneboblende og fantastisk oplevelse. Jeg tager et år en gang imellem. Når jeg er færdig, udkommer bind 2 velsagtens.