At sutte pik betød det samme, som det at give hinanden hånden engang havde gjort«, tænker Howard Cameron i den lange fortælling 'Afgrunden', som ikke uden grund står sidst i den amerikanske forfatter Richard Fords 'Kvalitetstid', idet den er en art mesterfortælling, der samler motiver og temaer fra de foregående syv noveller. Som citatet antyder, befinder vi os i et post-Clinton-Amerika, hvor det er almen viden, at en cigar lader sig anvende til andre formål end at ryge. Howard og Frances, som er succesfulde ejendomsmæglerkolleger, har gennem længere tid haft en affære, som de forsøger at afslutte med en hemmelig elskovseskapade til Grand Canyon. For de er jo i bund og grund begge anstændige familiemennesker med en klar fornemmelse for, hvad der er rigtigt og forkert. For Frances er utroskaben blot en kur mod dårligdomme, som ikke kan helbredes på anden måde. Men er der en vej ud af utroskaben - kan man lægge den bag sig, når behandlingen først er udført og man (måske) er blevet helbredt? Eksistentielle klicheer Det er de grundlæggende spørgsmål om utroskabens og bedragets anatomi, Richard Ford - i forlængelse af samlingen 'Kvinder med mænd' (1998) - udforsker i 'Kvalitetstid', hvis bibelske originaltitel, 'A Multitude of Sins', en mangfoldighed af synder, forlaget af mærkværdige årsager har valgt fra til fordel for en kedsommelig livsstilsagtig titel. På vej til Grand Canyon i en lejet Lincoln runder vi et af bogens ledemotiver, da Frances halvt bevidst kører en præriehare over i beruset kådhed (i to andre fortællinger bliver en kvinde og en vaskebjørn påført meningsløse smerter af accelererende biler). Ligesom i trafikken må man kalkulere med ofre for, hvad der et sted bliver kaldt »så ubetydeligt et bedrag«. På vej mod afgrunden stiller Howard sig selv spørgsmålet: »Det her er mit virkelige liv, ikke?«. Det er Richard Fords akilleshæl som forfatter, at de eksistentielle klicheer tårner sig op i hans personers søgen efter noget oprindeligt, noget autentisk bag følelsen af, at alt er bedrag, og at det er ren fiktion at tro, at man i virkeligheden ved noget om det menneske, man er gift med. Asfaltunivers er for lummert Richard Ford vil beskrive det uhåndgribelige mellem mand og kvinde, men han er ingen Milan Kundera, og jeg synes egentlig meget bedre om Ford, når han spidder den perfekte kvinde Faith, der ikke har nogen eller noget andet end sin advokatkarriere, med ordene: »Hun er Hollywood. En fæstning«. Foruden advokater og ejendomsmæglere rummer Fords trivi-mondæne persongalleri succesfulde forretningsfolk, journalister osv. Men hvor er historien om arbejdsmandens besvær med kærligheden?! Ford er trods sine kølige, korte helsætninger heller ingen Raymond Chandler - dertil er hans asfaltunivers et nummer for lummert: »Det var over midnat, og det virkede varmere. Vinden havde lagt sig. I afløbene ved kantstenene blev isen til grumset vand. Hotellet skinnede gyldent i natten over dem«. Bedraget på en begavet måde Til gengæld kan Ford bygge en spænding op, f.eks. i fortællingen med den absolut rædselsfulde danske titel 'Selvstyre', hvor revisoren Madeleine efter to års udenomsægteskabeligt roderi med lobbyisten Henry vil besegle forholdet ved at arrangere, at hendes ægtemand passer Henry op i en hotelfoyer. Men i den historie er intet, hvad det synes at være, og som læser føler man sig bedraget på en begavet måde. Alt i alt minder 'Kvalitetstid' om den slags film, der bliver sendt fredag eller lørdag aften på tv under genrebetegnelsen 'amerikansk erotisk thriller'. Det eksistentielle budskab i bogen husker jeg cirka lige så længe efter.