Digteren Eske K. Mathiesen og tegneren Thomas Balle er hævet af samme surdej. Sidst de var sammen - om billedbogen 'De fandens mus' - faldt Kulturministeriets store pris ned i tegnerens turban bagefter. De har en snurrig dunkelhed til fælles samt stor respekt for fædrelandet, håndværket og det konkrete. 'Den store krage' er en konkret og rimet fortælling om alle de anvendelsesmuligheder, der er i en sønderskudt krage. Ordene ligger godt i munden. Prøv selv: »Nu er jeg bestemt den heldigste mand/ for af kragen man alting lave kan«. Eske K. Mathiesen er ikke bleg for at lyde som en konfirmationssang. Hvad man dog kan finde på Og festen bliver vildere endnu, da den gode jægermand spreder forundring omkring sig med den døde krage. Med fjerene tækker han præstens tag. Kløerne bliver til knive, tarmene til reb, og til sidst sejler han af sted på skrogets skib - lige til han lander i 'Kragisistan'. Her ærer de jægerens store bedrifter og almene viden. Slut (krage)prut! Thomas Balle er tung og grundig. Han tegner uden kragetæer, men i flade figurer med fast kant, tomme landskaber og klare farver. Fysisk påtrængende og med en robust humor og livlige detaljer. Billederne letter præcis så meget (eller lidt), som Thomas Balle og historien ønsker, der skal lettes. Det er et spørgsmål om surdejen. 'Den store krage' er en usædvanlig helstøbt billedbog, fordi tegner og fortæller er i samme lune - og i jordhøjde. Fuglen er faldet. Der er ingen sentimentalitet over det, men en fælles benovelse over alt, hvad man dog kan finde på.
Krage finder mage
Lyt til artiklen
