Pia Juuls nye digte er helt fortvivlende, morderisk gode. Der er ikke så meget at stille op. Løbet er kørt, sagen er afgjort. Uanset hvor meget man giver sig i tøjret, er det umuligt at komme uden om (og hvorfor skulle man dog også det), at Pia Juul er helt ubestridt og ubestrideligt god. Hendes nylige noveller i 'Dengang med hunden' blev universelt tiljublet, og det er vanskeligt ikke at tilslutte sig jublen efter endte læsninger i 'Helt i skoven's digte. Flydende ordstrøm Samlingen er delt i tre, betitlet 'Ord i skoven', 'Fra min dagbog' og 'Mord i skoven', med lidt noteværk til slut. Internt i de tre afdelinger er digtene alene adskilt af asterisker (et tegn, Juul for nylig viede en selvstændig lille artikel), der er spredt jævnt ud over siderne. Der er altså ikke sideskift og titel ved nyt digt, hvilket giver en jævnt flydende ordstrøm, der også tematisk og motivisk kredser om små og store og måske endog drabelige oplevelser blandt skovens grønne løvhang. Særdeles gul gulspurv Især anden del glider over i prosaen, men ellers er der tale om klassiske Juulerier, ordknapt virtuose, på skift vittige og edderspændte digte, som f.eks. det indledende: Jeg vender hovedet.
Dompap. Rød. Meget rød.
Jeg vender hovedet igen.
Gulspurv. Gul. Særdeles gul.
Jeg retter mig op.
Jeg kan ikke få vejret.Mord i skoven Digtene er nemlig lige præcis ikke »helt ude i skoven« - »ude« er udelukket og erstattet af springet fra første dels »ord i skoven« til tredje dels indføjede »m«, der jo giver mordet i skoven. Og mordet er det hemmelige, på samme tid tilslørede og åbenbare centrum - i allerførste digt drejer jeget hovedet og kan ikke få vejret, måske noget afskyeligt er hændt, lige bag ved den meget røde dompap? Alvorlig barneleg I allersidste digt dukker det folkeviseagtige »Månen sidder i sorten sky/ den skinner så gruelig dejlig« op, efterfulgt af en barneerindring: Da jeg var lille
så jeg en mand
blive skudt men jeg
vidste det ikke, han faldt
fra himlen,
sådan så det ud, og ned
i vandet for næsen af os,
vi legede bare,
men det
var alvor. Vådeskud eller mord? Alle digtenes ord sættes ind over for og kredser alvorligt legende om dette mulige mord: »Hvorfor syntes/ et andet menneske, at/ Peter Jyde skulle dø?«. Det afsluttende digt er sat i anførselstegn, som om en stemme her taler direkte til os, men det gør ikke skovsagen meget klarere. Mangefold af stemmer Omslagets foto er af Hotel du Nord i Hobro anno 1961 (året før digteren fødtes), men jeg kan ikke lade være med at tænke på Palle Rosenkrantz' klassiske krimi 'Hvad skovsøen gemte' parret med Aksel Sandemoses 'Det svundne er en drøm' - der er noget hårdkogt gækkende på færde, noget, der sniger sig rundt om mord og kærlighed med de jyske skove som bagtæppe og kulisse. Den afdøde var forfatter, og i tredje sektion flagrer digterjeget rundt imellem den afdødes mors stemme, den elskedes stemme, de efterladte børns stemmer, politiets stemmer, et muligt vidnes stemme. Refleksioner over døden I anden del dingler vi derimod rundt i den voksne digterindes liv, der er strejfture til barndommen isprængt små observationer: »Når jeg tror jeg skal dø/ får jeg noget fra hånden/ Når jeg ved det/ sker der ingenting«. I første del endelig er vi mere solidt placeret i den voksnes liv, hun har døtre, og de bor vist i skoven, komplet med nattergale, jægere, ræve og æbler. De to første dele fungerer som en slags præludier til tredje dels mordgåde og hviler vel på den skrøbelige skillelinje mellem at tro og at vide, at man skal dø, konfronteret med dette mærkelige og dog håndgribelige, at et andet menneske er dødt - helt i skoven, og fortvivlende og morderisk gode er disse digte.