McGrath er den største gotiske forfatter siden ... siden hvem? Mary Shelley? Ann Radcliffe? Glem det. McGrath er den bedste gotiske forfatter nogensinde«, erklærer The Observer på flappen af 'Port Mungo'. Depraveret roman Det sidste gotiske topskud på stammen, indhyllet i luftfugtigt stemningsbillede fra Hondurasbugtens mangrovesumpe, og uvilkårligt bereder man sig på, at genrens depraverede særkende vil tordne ned mellem ordene: Det obskure, middelalderlige slot, fyldt til randen med dunkle korridorer, gådefulde gemakker og formørkede beboere. Måske endog en gal videnskabsmand? En fader med tvivlsom forkærlighed for datterens mødom? En sexhungrende munk på én eller flere afveje? Jo tak, og skulle det være en anden gang, for sjældent har man set så helt igennem depraveret en roman som denne. Rotter på loftet Længe var nærværende anmelder ellers mildt utilfreds med, at 'Port Mungo' hverken syntes at snige eller kravle i hælene på bemeldte Ann Radcliffes 'Mysteries of Udolpho' (1794) endsige gotiske pragtværker som Horace Walpoles 'Castle of Ontranto' (1764) Matthew 'Monk' Lewis' 'The Monk ' (1796) (ja, det er så her, den sexhungrende munk kommer ind i billedet!) eller Clara Reeves 'The Champion of Virtue' (1777). For 'Port Mungo' udspiller sig ikke i 1600- og 1700-grønhvidkål, men mestendels i nutidens overklasse London og New York. Og træder man ind i persongalleriet, støder man hverken ind i musene på bordet eller rotterne på loftet. Ægteskabsdrama tilsat søsterjalousi I stedet bydes man velkommen af den gammeljomfrunalske fortæller Gin, der skiftevis siksakker gennem, udpensler og gisner om sin elskede kunstnerbroder Jacks fejlslagne livsforløb. Sit eget inklusive. For Gin er så intravenøst forbundet med Jack, som omstændighederne tillader, og 'omstændighederne' er så hans mangeårige exit til Hondurasbugten og mildt sagt forråede on and off-forhold til medkunstneren Vera, der burde leve mere for sine to døtre, Peg og Anna, og mindre for Sprutten, Utroskaben og Kunsten med stort S, U og K! Ja SUK, den blanding lyder som ægteskabsdrama tilsat et skvæt søsterjalousi, men så drukner Peg på mystisk vis i mangrovesumpen, Jack flytter ind hos overlykkelige Gin, der løber mange fortrængninger i åen, og den voksne Anna melder pludselig sin ankomst. Bank, bank, hvorfor døde Peg egentlig? Og hvilken aktie har Vera, Jack og Gin i, at det gik, som det gik? Hvem er de tre i grunden, når man trækker Gins beskyttende lag af loyal portrættering til side? Uforudsigelig underholdning i særklasse Faderen, Sønnen og Helligånden er de næppe, lad mig bare røbe dét, og i det hele taget er Gins upålidelige fortællestemme uomtvisteligt romanens mest overrumplende greb. Men også det mest enerverende, når Gin kun kan gisne om Jacks og Veras mulige gøren og laden og gør det i alle detaljer. Kom nu videre, kvinde! tænker man, imens sproget tværtimod insisterer på at halte frem for at løbe, til det pludselig går over stok, sten og mudrede huller i hukommelsen. Det skal jeg love for. 'Port Mungo' er helt oplagt lige så lidt for litterære feinschmeckere som sine gotiske forgængere. Men med sit sprittågede og uhørt demoraliserede univers er den godt nok uforudsigelig underholdning i særklasse.