Når pigen Ruby åbner munden i klassen for at svare på frk. Tranes regnestykke 2 + 2 = ?, så dejser de foransiddende omkuld, for ingen har en større stemme end Ruby. Det er skidt, fordi naboerne bliver sure, når hun fortæller, at hun er kommet hjem igen. Eller når mor tysser og drejer på hendes volumenknap. Det er godt, fordi jazzens venner også holder til i gaden, og de kan se (og høre), at Ruby er skabt til at synge The Blues. Sådan er partituret til Niki Dalys seneste billedbog på dansk, 'Ruby synger blues'. Den er mere international end vanligt og kunne såmænd foregå i Ringsted. Afrikas farveskala Det er glædeligt, at denne store sydafrikanske tegner tilsyneladende har fået et stort dansk publikum. Hans billeder fra townships og sandstrande er de eneste, som kan fortælle små øjne om Afrikas storhed og farveskala. Fint balancerer Niki Daly imellem kravet om at være gangbar mønt over hele verden og samtidig bevare sine rødder i Cape Town og omegn. Det er især lykkedes for ham i serien om pigen Kwela Jamela. Medvidende opkvikker Ruby bliver ikke hæs. Hun synger og synger, og hvis hun ikke er kommet på cd endnu, er det vist en fejl. Niki Daly tegner i en afmålt halvtredseragtig stil. Farvelægningen er dæmpet og personerne ranke som påklædningsdukker. Det skaber en næsten hørlig spænding mellem de store, støjende bogstaver og figurernes stilstand. Der er også lidt godt fra kunstens verden for den, der læser op af bogen. 'Ruby synger blues' er en medvidende opkvikker for alle børn, der tonser og møver (og råber) for at komme af med noget. Sing it, Ruby!