Oskar Schell er ni år og en af den slags drenge, andre børn elsker at hade. Han er gammelklog, snusfornuftig og hans yndlingsbog er Stephen Hawkins 'A Brief History of Time'. Og så er han hovedpersonen i Jonathan Safran Foers nye roman, 'Extremely Loud & Incredibly Clear', der er lige så højrøstet og indlysende, som dens titel lover. Det er bogens emne ellers ikke. For Foer har valgt skrive en roman om terrorangrebene på New York 11. september 2001, hvor Oskars far sammen med tusinder af andre mennesker og byens to tårne jævnes med jorden. Sprogligt sprængstof I støvet sidder sønnen tilbage med fem telefonbeskeder, en mystisk nøgle og »et hul inden i mig, som alle glade ting faldt ned i«. Det er et hul, som bogen prøver at fylde på forskellige planer, først og fremmest med Oskars sproglige sprængstof, der bombarderer læseren fra første færd: »Hvad med en kedel? Hvad hvis tuden åbnede og lukkede sig, når dampen kom ud, så den ville blive til en mund, der kunne fløjte smukke melodier, recitere Shakespeare, eller bare grine sammen med mig?« lyder de to første sætninger af en imponerende prosa, der ikke bare holder dampen oppe hos sin hovedperson, men også hos læseren. Stum af sorg Så er der hullerne, der indgår på handlingsplanet og blandt andet tæller de sår, han snitter i sig selv, og hullet i form af en lås, som skal passe til den nøgle, han fandt i sine fars efterladte sager, og som han nu leder efter gennem New Yorks gader og stræder iført hvidt tøj og med tamburin i hånd. Derudover er der helt fysiske huller i bogens typografi - blanke sider, sider med et enkelt ord - og bogens narration, der afbrydes af fotografier, som på forskellig vis illustrerer hullerne i Oskars verden: et elefantøje, en bygnings blinde vinduer, et skelethoved i hånden på Sir Laurence Olivier på scenen som Hamlet, et billede af midtown Manhattan med Central Park skåret ud af byens hjerte. Der er andre afbrydelser. Ud over fortællingen om Oskars jagt på den forsvundne mening efter 11.september er der historien om hans bedsteforældres kollision med en anden af verdenshistoriens tragedier, nemlig bombningen af Dresden i 1945. Den overlevede de begge, men det gjorde bedstefarens gravide kæreste - bedstemorens søster - ikke. Selv om de to senere gifter sig i New York, forbliver bedstefarens stum af sorg over tabet af sin elskede og kommunikerer udelukkende via sine håndrygges to tatoveringer: »Ja« og »Nej«. Bedstemoren skriver til gengæld lange breve til sønnesønnen om, hvor vigtigt det er at sige, hvad man føler. Litterært testamente Det kan lyde lidt banalt, men verden er temmelig banal for en niårig, selv om han er uhyrlig fremmelig, som Oskar er det, og hvorvidt vor uheldige helt vælger den ene eller den anden vej ud af sorgen, skal ikke afsløres her. Hvad jeg godt kan afsløre er historiens afslutning, der ligesom resten af bogens typografiske tricks er ret godt fundet på. Her manipulerer Foer med fotografiet af en faldende mand fra taget af World Trade Center, som Oskar forestiller sig er hans far, og som over bogens sidste femten sider sættes i omvendt rækkefølge, så manden på billedet ikke længere falder, men stiger op, når man bladrer hurtigt gennem siderne. Den fiktive genopstandelse er naturligvis drengens ønsketænkning, men den er også udtryk for bogens ønske om at skrive et litterært testamente til de mennesker, der blev alene 11.september. Bogstavelige banaliteter Alligevel klinger det lidt hult i Foers anden roman, der ligesom hans første - den verdensomspændende litterære succes, 'Alt er oplyst' - fortællermæssigt er en sand tour de force, men handlingsmæssigt en lidt forceret tur. Foer gør ellers alt for at underholde sin læser undervejs med sjove indfald, indforståede kommentarer og visuelle distraktioner, men den febrilske gestikuleren peger væk fra det, der er bogens styrke - de rørende beskrivelser af drengens sorg - og hen til de lappeløsninger, der er romanens eksperimenterende form. Foer får simpelthen ikke oversat Oskars hul i kroppen til andet end bogstavelige banaliteter, og det er synd - for Oskar, for Foer og for os.