Sikken humor, sikken skabrøs og antifilistrøs undergravning af Homer - i digtet 'Gudinden har ordet' anno 1993, hedder det, at man gør klogt i at tøve, før man ser hende uden bukser, for gudindens røv var: »højst usædvanlig«. »Den lignede hovedsædet i en bank, med blanke søjler og mahogniskranker«, og da hun rabelaisk fjærter, blæser en bankelev ud i øjet på digteren: »Da jeg fik ham fisket ud af øjenkrogen, mere død/end levende, stønnede han: »Lønnen er ikke stor,/men det slæber da af. Derimod kunne vi godt/trænge til en hyggeligere kantine««. Vildt og skægt Homers dage er talte, og der må gøres noget ved gudindens nedre kantine - og sådan går det vildt og skægt undervejs i den ikke synderligt sete Eske K. Mathiesens (f. 1944) forrygende opsamlingsheat af digte fra hele min levetid, non-stop siden 1969, en digtbadulje der med en karakteristisk, redaktionel finurlighed har undertitlen 'forsamlet poesi 1969-2004'. Kaudervælsk Mathiesen er en snurrig og spøjs og øm og pletvis inderlig-erotisk digter, der er noget Wessel, Marx, Schade og Aakjær i lige dele, parret med et gedigent skvæt Frank Jæger og folke- og skæmteviser, sågar podet med koreanske elementer, hvis ikke et jiddisch-plattysk på grænsen til kaudervælsk i 'Det store plettede dyrestykke', hvor der står: »Ich snir hejren/Ich baxer ørnen/Ich kiløkker hornuglen/Ich pvorker træskonæbet/Ich sumgrir musen«, og så meget videre derudad. Sort og skæv lykke Græsk mytologi møder let og ubesværet og gækkende 'Gække-visen' hos egenartede Mathiesen - jeg havde nær sagt: der red på grisen, og alt det der. Og så er der store mængder dyr og natur, i 'Blomstergåder og dyrerim' støder man f.eks. på jordbær, følfod, enebær, gåseurt, musvit, løg, timian, skræppe, nøgne børn, rug, isblomst, gulerod, gedde, snog, måge, papegøje, torsk - et helt, kolossalt kompendium over en række småbitte digtudsnit af verden. Mathiesen er overvejende lys og sangvinsk, om det nysgerrige jordbær hedder det: »Tak for det store jordbær/du lagde til mig på havebordet./Desværre havde solsorten været der/og hakket i det,/men på en sådan måde/at jordbærret havde fået mund/og øjne/og kiggede nysgerrigt på mig« - den potentielle ærgrelse over det ituhakkede jordbær vendes karakteristisk til et fint lille rødt smil. Og selv når Marx og Aakjær er på banen, med et syrligt digt om det kække, neoliberalistiske udtryk »Enhver er sin egen lykkes smed«, og som spørger, hvad nu hvis din lykke: »var så sort, den var så krum,/den var så skæv, den var så dum./Den var et hul på kirkegården/og glemselen i overmorgen!«. Ja, så kan I roligt komme anstigende med de fri markedskræfter og det private initiativ - den købes ikke hos Mathiesen, der andetsteds skriver om: »de ækle biler kapitalens/fnat og utøj...« Opfordring til spionage Selv her er Mathiesen eftertrykkeligt munter, for: »Togspioner bør vi være/lære togets blide rytme/snakke med de folk vi møder/sammen tit berejse landet«. Kapitalkritikken og den seebergske eksistensspion fordamper i Mathiesens glade opfordring til at blive togspion. Der er også epigrammer og mere almuehumor i disse hundredvis af digte, og der er karsk-muntre beretninger om mådehold: En aften skreg fattigfolkenes børn af mavepine, faderen konstaterede, at de hæmningsløst og uden at få lov havde tømt koens yvere og: »gik ind/og tugtede sine børn,/lærte dem mådehold«. Så kan de lære det, og kom ikke her og tal om det kompetente barn. Stjerner under kontrol Her får vi i alt 22 digtsamlinger og klynger af løse tekster, strøet med rund, ikkekronologisk hånd ud over de 407 sider, og for størstedelens vedkommende udgivet på lidet kendte undergrundsforlag, for egne penge, eller som beskedne bidrag til tidsskrifter med mere - det er virkelig godt, at vi nysgerrigt læsende jordbær nu kan få forsamlet syn for sagn, og kaste et langt, muntert og opløftet blik på Eske K. Mathiesens foreløbige storproduktion af digte. I generøs men prisbillig tilgift har Nanna Debois Buhl skabt en uhyre flot, kongenial forside, og Erik Skyum-Nielsen frempisket et meget vidende og nyttigt efterskrift der portrætterer og placerer og perspektiverer som sig hør og bør, måske i særlig grad her, hvor digteren har været om ikke overset eller ugleset, så i hvert fald lidet set. Lad os give det sidste ord til digteren selv: »Hver aften kontrollerer jeg/at alle stjerner og planeter er på deres pladser./Det er ikke et embede, jeg har,/eller noget jeg får penge for; og tit er det/som at tælle hårene i vinterharens pels./Men nogen skal jo gøre det«.