Ung er verden endnu, men også ond her i verdenskrigens første forår, som er meget falsk og forsømt. Dog rolig lidt endnu, den danske sporvogn har nærmest omstigning til Paradis her i vor neutrale nation i begyndelsen af april 1940. Rettere sagt den fjerde i den grusomme måned, som fem dage senere vil blive endnu mere grusom for lille Danmark. Indviklet affære Så her i begyndelsen af Ole Frøslevs veloplagte og velskrevne historiske politikrimi 'Den grønne bar' står panseren Poul Bjørner op ude på Østerbro i København. Der er blevet ringet fra hans politistation, gider han lige tage forbi Frihavnsbroen og se på liget af en hængt mand, som dingler her mellem Nordhavnen og Østerport Station? Bjørner kysser konen farvel og cykler snart ind i en meget indviklet affære, et mord forklædt som selvmord, og siden til en snusket bar, som er skjul for sortbørshandel, bordelvirksomhed og meget andet kriminelt. Jernhård nostalgi Men så kommer den morgen, hvor tyske soldater trænger ind i landet, alt bliver anderledes og intet mere som før, nazismen er kommet ind fra nabohuset og gør hele Danmark mørkere. Bogstavelig talt. Bjørner og co. må fortsætte deres jagt på en morder og en svindler under den tiltagende mørklægning og i omgivelser, som både er naive og nysgerrige over for de grønne soldater i gaderne. Sagen opklares samme dag, som vor senere dronning kommer til verden, hin 16. april. Men - og her mærker læseren jernhånden i romanens nostalgiske fløjlshandske - også den dag, hvor dansk politi aflægger (fører)ed for den nazistiske værnemagt: Om nådesløst og nidkært at opspore de stakkels tyske emigranter, som for syv dage siden gik under jorden. Syret signalement Der er en episk glæde over 'Den grønne bar'. En smittende gejst over at måtte skildre det København, som var en gang, både på godt og ondt, på de brede boulevarder og nede i de uhumske sidegader. Faren er selvfølgelig, at denne iver for topografiske detaljer i den gengivne helhed bliver til for meget gasblus, erstatningskaffe og panserbasse. Og krimiens plot er der også nogle gange fortalt lidt for omstændeligt, lidt for langsomt og måske en anelse kedeligt, selv om det er skægt at læse om en cykeljagt mellem bytte og jæger og om down town København med ludere og lommetyve! Men der er som sagt syre i signalementet, på politistationen optræder både en dansk nazist og en dansk jøde, så der er lagt tørv i kakkelovnen til senere trængsler og trakasserier. Glemte jeg at fortælle, at dette er den første i en serie om politi og tyve med fællestitlen 'Mørketid'? Det er hermed gjort. Så aldrig mere en niende april, men frem mod den femte maj, i flere gode krimier om dengang, det var i Danmark, vi boede, men det var Richs, vi drak!