Først går man så gruelig meget igennem, og så ... ja, så ender man som en skøn, tiljublet svane, hvis man vel at mærke har ligget i et svaneæg. Det er den version af H.C. Andersens livstolkning, alle danskere kender. Men det kunne også tænkes, at man endte som noget med 'kun' foran. Den version gav Andersen selv i romanen 'Kun en Spillemand', der udkom i 1837, seks år før 'Den grimme Ælling'. Ynkeligt liv Romanen beretter om den musikalske Christian, der vokser op under usle kår på Fyn, men med gudfaderens violin, der skulle være ham som »en Rose i Haanden«. Den rejselystne far lader sig hverve som soldat, og moderen gifter sig til et nyt hjem, hvor Christian hånes og mobbes af stedbroderen. Hans liv er en ynk, og han føler sig som en paria, også som skibsdreng og gennem trængselsår i København. Et sølle skrog Mens han tumler rundt i tilværelsen, drømmer han om det strålende, rige liv, som han ser på afstand gennem barndomskammeraten Naomi, der også tidligt stod alene, efter at hendes hjem brændte, men kan kunsten at få noget ud af det i den rige familie, der tager hende til sig. Hun er kontrastfiguren i romanen, der først og sidst er en undersøgelse af talentets muligheder. Det sande geni baner sig altid vej, mener Naomis grevelige plejefar. Og i øvrigt også Kierkegaard, der ikke brød sig om Andersens bog. Spilledrengen, der ender som »et sølle Skrog« provokerede ham, og i 'Af en endnu Levendes Papirer' skrev han: »Geniet er ikke en Praas, der gaar ud for en Vind, men en Ildebrand, som Stormen blot udæsker«. Æggende geni Romanen siger derimod: »Geniet er et Æg, der trænger til Varme, til Lykkens Befrugtigelse, ellers bliver det et Vindæg«. Romanens mange dyrebilleder viser, at det ikke altid går efter bestemmelsen. Den elegante væddeløbshest falder død om som udaset trækhest. De stolte storke, der har ligget i æg med blommer så røde som »Ild og Sol«, hakker de svagere ihjel før rejsen mod syd, og så hjælper det ikke, at de nok så meget har ligget i en solblomme. Kvindelig kamæleon Naomi, som Christian drømmer uhjælpeligt om, lige fra han som lille møder hende i jødens forunderlige have - hende går det anderledes. Hun vil frem i verden, hun er en eventyrer, en overlever, umådelig omstillingsparat. Christian børster hun af sig, de er som »Krage og Paradiisfugl« ved siden af hinanden. Hun er et magtmenneske, der forstår at bruge sin skønhed, sin styrke og sit kvikke hoved. For Naomi er verden en maskeradesal, og hun ved at finde den passende forklædning. Herbjørg Wassmos meget senere litterære skikkelse Dina har ikke så få træk fælles med hende. Modstandskraft H.C. Andersen har med Naomi skabt en ultramoderne kvindefigur, der kommer frem og op, mens den bløde mand, Christian, forbliver nede. Der må genvordigheder til for at lutres, belærer greven Christian, men Andersen synes nok at sige, at trængslernes overmagt ikke just gavner talentet, men snarere gør mennesket for forslået til at udvikle det. Dermed kan 'Kun en Spillemand' læses som en moderne roman om social arv. I forlængelse heraf bliver Naomi et eminent eksempel på det, man i dag kalder resiliens (modstandskraft). At hendes indre så ikke matcher hendes ydre i skønhed, er en anden sag. Indbygget disharmoni Vi plejer at tænke på Pontoppidans novelle 'Ørneflugt' som modsvaret til 'Den grimme ælling', med sin sociale morale om, at det ikke hjælper at have ligget i et ørneæg, når man er vokset op i andegården. Men Andersen leverede selv modbillederne til ællingens og sin egen succeshistorie. 'Kun en Spillemand' er et af dem. Romanen er uhyre livlig og slagfærdig, ikke mindst i fremstillingen af bipersoner og de vekslende, med tidens ord 'interessante' miljøer. Den er med sin indbyggede disharmoni på mange måder morsommere at læse end den mere berømte 'Improvisatoren', som Andersen udgav i 1835 - året, der indvarslede romanboomet i dansk litteratur. Kender man ikke Andersens romaner, kan man passende begynde med denne glimrende, velkommenterede udgave af 'Kun en Spillemand'.