To ældre, slidte mænd og en slagkraftig og køn ung kvinde - det er næsten, som om de tre nordlige lyrikkandidater til Nordisk Råds Litteraturpris mimer den hjemlige valgkamps gebrækkeligheder, og måske også de opløftende takter. Værre end Lykketoft Uden at ville skamride analogien for voldsomt, forekommer det mig, at den norske alderspræsident Stein Mehren (f. 1935) med 'Imperiet lukker seg' (2004) og midaldrende færøske Tóroddur Poulsen (f. 1957) med 'Eygnamørk' (2004, titlen betyder omtrent 'øjengrænser') hver for sig fremtræder som poesiens svar på Mogens Lykketoft og Anders Fogh Rasmussen, hvorimod svenske Anna Hallberg (f. 1975) med 'på era platser' (2004) mest af alt minder om en gæv og klog Mette Frederiksen. Og dog bryder sammenligningen hurtigt sammen, allerede alene fordi Poulsen især er langt bedre end Fogh, mens Hallberg er mere finurlig og, med forlov, skarpere end Frederiksen, og Mehren er langt værre end Lykketoft. Lun selvironi Tager vi Poulsen først, gælder det, at han tidligere er oversat til dansk og udkommet to gange på Nansensgades glimrende Edition After Hand (i 2000 og 2002), hans 'Eygnamørk' er det nittende digtværk fra punkpoetens hånd, og de 49 korte digte i samlingen er omkranset af begyndelsens 'Morgen' og afslutningens 'Morgenen', altså en grammatisk tilstramning af det, der dog i begge ender er en begyndelse og åbning, og som måske tilsammen skal markere en cirkulær natur-orienteret rotation, der går fra morgengry til morgengry. Digtene er belagt med færøsk (?) natur, fjelde og åer, mos og klippesten, og der er undervejs fokus på hverdagsnære naturhandlinger, at fange og tømme en fisk for indvolde, at grave kartofler op, at gå en tur på stranden - disse naturelementer er isprængt en indiskret modernitetskritik (f.eks. af udskiftningen af gamle vinduer med nye, hvor de nye demonstrativt skal ligne de gamle) og ofte barokke og lunt selvironiske glimt. Barndomsven med Jesus I 'Feberdrøm om blomsterne' beklager digterjeget sig over, hvorfor vi altid med djævelens vold og magt skal plukke blomster, hvorfor ikke bare lade dem stå og være til, og i stedet samle krabbeskaller op nede fra stranden og bruge dem som pynt? I 'Timeglas' er digteren barndomsven med Jesus, og om aftenen skal de på besøg hos KFUM, og jeg kan ikke lade være med at læse særlig denne sentens selvironisk: »Altid er du gået imod trafikken/tænker du af gammel vane/måske skulle du prøve det modsatte«, som får en speciel valør, når man kender til Poulsens punkfortid, komplet med slagordet om, at kun døde fisk flyder med strømmen. Flødetyk patos Al denne gode, også pletvis gotiske humor hos Poulsen er meget, meget langt væk hos det norske statskoryfæ Stein Mehren, der sidste år fik den prestigiøse Gyldendal-prisen for 'Imperiet lukker seg'. Digteren, forfatteren, essayisten og nu også maleren Mehren (hvis billede pryder omslaget) har en uhyre omfattende produktion bag sig. Siden 1960 er det blevet til omtrent 52 udgivelser, så det er en nestor i norsk kulturliv, der nu er nomineret til Nordisk Råds Litteraturpris. Problemet er, at digtene i 'Imperiet lukker seg' efter min mening er fuldkommen rædselsfulde og elendige, den værste karikatur på noget der skal forestille at være sådan rigtig 'lyrisk', fyldt med tunge, symbolladede konstruktioner, allegoriske udsagn, som selv en tungnem, alkoholiseret 12-årig ville kunne aflæse på et nanosekund, en essentielt taktløs tilbøjelighed til kunstig pseudo-dybsindighed, der ikke er til at bære, og så endelig en flødetyk patos, der ofte kæntrer i sentimentalitet og jammerlig selvmedlidenhed, som f.eks. i 'Forlatt', hvor digterjeget netop er blevet det, forladt af en kvinde, og udbryder: »Du forlot meg så stygt/at jeg aldri helt går fra deg«. Jo, tjo, og måske var det på tide at komme videre i livet, sluge den bitre pille og skrive et bedre digt om forladthed. Skolemester Mehren Tendensen mod det didaktisk tydelige og det ofte ufordøjede i Mehrens samling kulminerer med de forklarende noter, digteren har anbragt til slut: Skulle vi stakkels stæreblinde og tungnemme læsere ikke have opfanget de budskaber, der overstråler alle byens neonlys og helt blænder for enhver tyst lyricisme, ja så står Mehren parat til som en anden overlærer Clausen lige at udlægge og forklare igen-igen. Pyha, og får han prisen, kan det da kun være som en cadeau for livslang, tro tjeneste i norsk kulturliv. Sprogmaterialisme Lad os så slutte af med den svenske superrosin i den poetiske pølseende, nemlig unge og smukke Anna Hallberg (udseendet er selvfølgelig komplet irrelevant, men smuk, det er hun nu), der debuterede med 'Friktion' i 2001, og allerede nu, efter sin kun anden digtsamling, er blevet nomineret. Man forstår godt hvorfor. For det første er bogværket virkelig fint, lavet af tykt, hvidt og mat pap-papir, med næsten usynligt indfældede raderinger af en legeplads på forsiden og en affaldsspand på bagsiden, hvorved samlingens optagethed af pladser og steder allerede er antydet, og også den fint sitrende spænding mellem det intime og det offentlige rum. Hallberg markerede sig tidligere med en relancering af sprogmaterialisme og konkretisme, og skrev i 'Dagens Nyheter' i 2003, at »paradoksalt nok kan bogstaveligheden rumme et videre potentiale end metaforen, eftersom den (bogstaveligheden) ikke er så tydeligt ensrettet mod en forud bestemt betydning«. Der er tydelige ekkovirkninger af disse spor i 'på era platser'. Hverdagslige sætningsbrokker Samlingen har ingen indholdsliste, man må selv stavre sig vej, men det er tydeligt, at der er en eksperimenterende opdeling i forskellige linjer. Åbningens 'kuratorerne' er grafisk markeret med kraftig sort skrift, der i tolv 8-linjede samplinger gør brug af cut-up, ready-made, appropriering og sampling af sætninger eller sætningsdele revet ud af deres oprindelige kontekst og sat sammen på ny, ofte linjer der virker, som om de er hentet fra en hverdagslig situation, f.eks. »Nu minns jag!«, »Jag förstår faktiskt inte vad du prater om«, »Det är inte så dumt det här«, men også mere humoristisk legende gnister som bare 'Schampo?', eller »Ööö-Öö Ööö-O!« og »Sååå ja. Såååå ja«. Kulsort knivsår Hallberg benytter sig flittigt af aposiopese og epanortose, altså den pludselige afbrydelse og det at undergrave eller modsige det netop sagte. I 'före spädning' spredes ordene derimod grafisk uoverskueligt i tilsyneladende vilkårlige mønstre ud over siderne, mens 'plastpåsarna vid lekparken' indsætter fem grå kvadrater, hvori første kvadrats bestand af linjer og ord langsomt desintegrerer, helt fysisk ramler sammen og vælter ind over hinanden, og til slut pletvis bliver ulæselige, fordi de er komplet sammenfiltret. På kvadratet er også et kulsort knivsår, som om en kniv havde ridset en semantisk og grafisk cæsur, et tomrum ned i siden. I 'Ljudlösa rum/typer' veksles der atter mellem forskellige formater og former, f.eks. i 'ur fyra döda vinklar' hvor der skiftes mellem fire ord-tableauer; her markeres også en distance til den ret muntre og finurligt legesyge kredsen om hverdagen, som nogle mener at have fundet hos en dansk Lone Hørslev, for hos Hallberg står der pludselig: »Att le sit vackraste leende med sperma i mungiporna är också ett sätt at vara melankolisk«, og »Att slå någon på käften är också ett sätt at vara melankolisk«. Hertil skal føjes et større antal subtile henvisninger til krig og politik undervejs, ikke direkte, bombastisk tematiserede udsagn, snarere blot flygtige men umiskendelige omtaler. Udforskning af et gulv Endelig slutter samlingen med den fornemme 'Liv', der genoptager 'Kuratorernas' 8-linjer, men nu i en kortere og mere ordknap form, og udelukkende med fokus på et gulv. Et relativt anonymt linoleumsgulv, som digteren spøgefuldt og alvorligt, trist og eftertænksomt og gækkende udforsker over små 40 sider - det er en smuk og interessant tour de force, der plæderer for gulvets iboende interesse, for: »det är trots allt här/man befinner/sig«. Det er noget andet end Turèlls elskede og elskelige hverdagsdigt, for Hallberg er mere konkret, mere materiel: Det handler om et gulv alene. Og jævnfør hendes udsagn om bogstavelighed, er der netop ikke tale om, at gulvet er metafor for dette eller hint; det er bare, i al sin indbydende banalitet, uomgængeligt og fint og endeløst. Alt i alt en uhyre interessant, måske lidt ujævnt eller bare vildt komponeret samling, men ganske klart den bedste kandidat af de tre til prisen. Vælg dog Frederiksen, pardon, Hallberg!