Allerede på allerførste side i Christian Hauns nye roman 'Jor' måber man. Den rummer nemlig et 'gammelt' kort, der viser læseren landet med palindromnavnet Novavon. Den slags så jeg sidst, da jeg havde fingrene i Stevensons 'Skatteøen'. Eventyr og drama Men her er altså byer med navne som Rapture, Bleakwood Keep, Seascope, Iron Bluff og så selvfølgelig flækken Djyw, hvor en stor del af handlingen udspiller sig. Der er øer og bjerge, der er floder og skove, der er eventyr og drama, der er kærlighed og sorg. Ja, der er faktisk umådelig mange tildragelser mast ind på de bare 300 sider. Dødens rige At 'Jor' skulle byde på en legende, et sagn eller måske bare den neogenre, der med et lidt for selvindlysende amerikansk udtryk kaldes for fantasy, lå ikke nødvendigvis lige for. Forfatteren har tidligere skrevet fire romaner. Han har beskæftiget sig med en mand i en idyllisk Århusfamilie, der pludselig fik bange anelser om en forestående katastrofe. Han har arbejdet med en århusiansk psykopat på et kollegium. Han har sendt læseren til dødens rige, hvor de døde skulle myrdes endnu en gang, så de blev glemt totalt af de endnu levende. Og i hans sidste bog handlede det om en parallelverden, der gav mindelser om et hospital; det hele oplevet af en strisser og en studerende. Tolkiensk magi Denne gang er historien lidt, sådan, løst middelalderagtig i det, komplet med stråtage, stridsøkser og saltet kød i svalekældre. Men samtidig er intet, som man kender det. Navnene er sære og fremmedartede, sprogene er en blanding af hollandske og engelske toner - måske bare en slags urgermansk? - og med racerne og dragterne og attituderne og magien minder hele scenariet mest af alt én om de surreale køer af teenagere, der camperede inde foran Imperial, da billetsalget til 'Ringenes herre' startede. Sammenligningen er ikke tilfældig. For historien om Jor, Camille, Vitus og Neal og slaget om Novavons magt og glasblomsten og de to drenge, der smelter sammen til en, mens møen med længsel sidder i fængsel ... 'Dungeons and Dragons' Det hele minder jo om eksempelvis en Tolkien, når det er bedst. Bogen rummer mange af de samme nuancer som det gamle herred, og man må lade Haun, at han kan mane stemninger af fiktiv folklore frem. Her er høstfester, slagmarker, hedensk religion og lykkelige, smukke barndomme. Faren er selvfølgelig, at det hele bliver lige lovlig smølfet, men det kammer nu kun sjældent over i den rene pastorale pastiche. Generelt er bogen nemlig velskrevet, fint komponeret og afbalanceret fortalt. Så hvis man er til en romanudgave af 'Dungeons and Dragons' - og måske især, hvis man har nogle store børn at læse den højt for - så kan man roligt tage sagnet om 'Jor' med på vinterferie. Der er varme til flere aftner.