»Og du gode gud når man begyndte at se nærmere på middelklassen og opefter, hvor var dog Amerika så et fandens selvbehageligt og fornærmeligt snobbet land under facaden«, ræsonnerer fortælleren cirka midtvejs og i rørende overensstemmelse med indholdet i 'Damen der holdt af rene toiletter', amerikansk-irske J.P. Donleavys novellette om en jetsetkvindes fald, der nu er på gaden i et stiligt indbundet og håndnummeret antræk. Ligegyldig hovedperson Den ligner gaven til ham eller hende, der allerede har årgangsvin, whiskyhåndbøger og specialfremstillede karafler nok til både dette liv og det næste, og på den glittede bagside lover Sunday Telegraph tilmed forjættende, at den vil glide ned som østers vendt i olie. Desværre må man påregne rigelige mængder Dom Perignon at skylle efter med, hvis læseoplevelsen skal stå det mindste mål med førstehåndsindtrykket. For med en køligt berettende venstrehånd og rutinemæssig ironi i svinget tegner fortælleren sin hovedperson, newyorker-storsnobben Jocelyn Guenevere Marchantiere Jones, så man fatter lige så lidt interesse for hende som for en opstyltet Ivana Trump i et hvilket som helst sladderbladsinterview. Med fuldt Versace-skrud og ansigtshuden fortøjet bag ørerne. 'Kvinde går i opløsning'-genren Vi møder Jocelyn, kaldet Joy, kort efter, at hendes hotshotmand og deres fælles hotshotbørn har skoddet hende til fordel for henholdsvis en 20-årig blondine og collegelivets glæder. Og imponerende hurtigt ryger maskerne i hendes før så ulastelige tilværelse én efter én. Hjulpet godt på vej af en finansiel rådgiver, der smart i en fart fejlinvesterer hendes samlede formue, en meget løs aftrækker på hendes Smith & Wesson-revolver og et regiment high society-venner på afmarch. Umiddelbart skriver Donleavy sig ind i den spektakulære 'Kvinde går i opløsning'-genre, hvor hovedpersonen, ofte midaldrende, ofte forsmået, gennemtrænges af så infernalsk et raseri over Mandens svigt, at hendes velpudsede facade slår revner og splintres i rygende kratere. Vi så det i Elena Ferrantes sublime 'Forladte dage' fra 2003, og vi ser det for så vidt også her. Oppustet Happy End Men hvor Ferrante spillede på alle de sorte tangenter, imens galskaben tog over, bliver Donleavys portræt aldrig hverken så skævt, galt, rygende eller rasende, som emnet indbyder til. Først og fremmest fordi øvelsen her går ud på at holde masken til det sidste. Deraf de rene toiletter og en anseelig mængde kunstgallerier, som Joy vedbliver at sværge til, selv da hun er lige til inkasso, og vanviddet så småt begynder at trænge op mellem ordene. Men her stopper festen, inden den overhovedet er begyndt, for aldeles umotiveret slå handlingen om, et oppustet Happy End ruller ind på skinner, og tilbage står man med en fortælling, der får selv Askepot til at ligne et realistisk alternativ. Distingveret til det sidste, så afgjort, men hvorfor?