Jukeboksen blev et symbol på 50'ernes rock'n'roll og ungdomskultur. De unge dansede på kaffebarer og lyttede til de plader, de ikke havde råd til at købe, og denne model fandt også vej til Skandinavien. I Sverige havde hver lille flække med respekt for sig selv en jukeboks på cafeen, og det er dette konkrete fænomen, den svenske forfatter Åke Edwardson bygger hele sin velfortalte roman op over. Tv-truslen Hans hovedperson Johnny kører rundt i sin store, nedslidte Volvo Duett, tilser og reparerer sine opstillede jukebokse og forsyner dem med de nyeste hits. Men vi befinder os i 60'erne, og der bliver færre og færre penge i det. Folk får grammofoner og lytter til radioen derhjemme eller ser fjernsyn. Dødsdømt livsform Jukeboksen bliver i Edwardsons roman til et symbol på en livsform, der er dømt til døden - et offentligt rum, der udtyndes, og et fællesskab, der bliver brudt, som forfatteren kender særdeles godt fra sin far, der var konditor skiftende steder i Sverige. Selv er Edwardson kendt som krimiforfatter, med mange prisbelønnede bøger bag sig, der også er oversat til dansk. Sukkende faderlængsel I denne roman nedtoner han plottet. Mens Johnny kører Småland tyndt og spekulerer på, hvad han skal stille op med sig selv, når jukeboks-æraen er endegyldigt slut, bliver han konfronteret med sin fortid. Johnny ser lidt til Elisabeth, der serverer i cafeen, og hende er der snart heller ikke mere arbejde til. Hendes mand er skredet, og nu står hun alene med en elleveårig dreng. Ham kommer Johnny til at tage sig en del af. Men den 35-årige ensomme ulv er ikke vant til at svare på så mange spørgsmål, som en dreng kan stille. Så meget mere tænker han på sin egen faderløse fortid og grumme opvækst i plejefamilier. Der går et suk af faderlængsel gennem megen nordisk litteratur i disse år. Også denne. Skildringen af Johnny og drengen rummer megen varme, og den forsigtige kontakt med Elisabeth kan - næsten - sammenfattes i det mest positive udsagn, den voksne mand kan komme i tanker om, når han føler sig godt tilpas i en kvindes hjem - »hun ligner en mor«. Sådan én har han nemlig heller ikke haft. Smittende intensitet Den slags kunne der være kommet megen sentimentalitet ud af, men det undgår Åke Edwardson behændigt. Han er en varm, menneskelig realist med sans for humor og tilværelsens små finurligheder, og hans hovedperson er ikke den, der begræder sig selv. Selv om han tolker ordet barndom som »dømt til at være barn« og oplever, at han ikke blev sat i jorden med særlig dybe rødder. Han er et brændt barn med en forståelig mangel på tro på nærkontakt, men han får faktisk mere end øjeblikket fuldt ved at være en ordentlig ven for Elisabeths dreng. Samtidig tegner Edwardson et helt miljø op med fokus på både outsider-eksistenser og helt almindelige mennesker, der desillusioneret føler, at »den vide verden« ikke er for dem, og at de sidder fast i det lille steds fælde. 'Jukebox' er en historisk - og måske lidt for lang - roman om en ikke så fjern fortid, men det er også en nutidig fortælling om mennesker, der ser modernitetens tog buldre forbi uden mulighed for at hoppe på. Før i allersidste øjeblik. Helt kan krimiforfatteren ikke nære sig, hvad angår at få en roman til at »gå op«. Romanens stof er tungt nok, men den synger på en let måde med genlyd i alle jukeboksenes Elvis-numre, hvis smittende intensitet og drømme også bliver en del af personerne.