0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

En bøsse imploderer

Politisk og eksistentiel røverhistorie, samlet af brokker fra vores kulturelle pulterkammer.

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Man kan enten slå en rå og kynisk, subsidiært bitchy latter op, når man læser tyske Christian Krachts lille todelte roman '1979'.

Eller man kan blive angst og berørt, som man bliver, når man læser om totalitære regimer og deres behandling af mennesker.

Druk og stoffer
Det sidste skal man nok være en ret uskyldig sjæl for at blive, når man har læst den 38-årige Krachts beretning om sit fangelejrliv til ende. Den udarter nemlig i en grad, så den ender i vrængen. Det er et mindre tiltalende træk ved denne bog, som er både intelligent og underholdende. Men fuldstændig uforpligtet på både sandhed og moral.

I stedet leger den med klicheer og forventninger og såmænd også realiteter - om bøsser, overklasse, fangelejre, offentlige hospitaler i fattige lande etc. Men lad os begynde med begyndelsen:

I den første af bogens to dele er fortælleren (indretningsarkitekt) med sin mangeårige samlever, Christopher (blasert kunst- og arkitekturkender), på besøg i det dekadente Teheran i 1979, lige før og under kuppet mod shahen. (Der er noget Paul Bowles over det, måske lidt Bruce Chatwin).

Den får ikke for lidt med druk og stoffer, og Christopher, der antydes at være aids-syg, dør af blandede, men uafklarede årsager. Fortælleren overlader besværet med hans lig til den tyske ambassade og drager (efter råd fra en mystisk og farverig figur - en helpalet af klicheer) til Tibet for at gå rundt om et helligt bjerg. Det skulle vaske hans synder bort.

Avler maddiker
Synder er ellers ikke en relevant kategori i denne bogs univers, og i bakspejlet ser læseren - hvis vedkommende er kulturspoleret nok - at også her tager forfatteren gas på visse typers 'åndelige' vejledning og andres 'søgen'.

I anden del trænger fortælleren, der nu er pilgrim og sammen med en fører - i hvad der ligner et Münchhausen-sammenkog af diverse vildmarksekspeditioner - ind i Kina.

Det skulle han ikke have gjort. Han tages til fange, kommer i arketypisk kinesisk fangelejr i et absolut ingenmandsland og ødemark og skriver derfra(!) sine sidste optegnelser. Nu er han nået til at avle maddiker i hospitalsaffald. De fylder så godt i den tynde suppe. Og først her til sidst springer læseren fra med en vag og ganske forfriskende følelse af at være blevet trukket i sin litterære næse.

Demonterer lidelsen
Kompositionen er ferm: I anden del er mange af ingredienserne fra første del vendt på hovedet, og det får bogen til at hænge sammen. I Teheran kalder Christopher fortælleren 'mongol', men i lejren er der 'ægte' mongoler (altså med Downs syndrom).

Fortælleren har tidligere i sit forsøg på at holde trit med Christopher møjsommeligt lært sig noget mandarin hos en privatlærer, og det bruger han i fangelejren i Kina - dog uden at det hjælper ham spor i forhold til vogterne. Og fra Teheran-overklassens Arp-skulpturer, hashskove og persiske tæpper er indretningsarkitekten kommet til den infernalske grimhed i ødemarksbarakkerne.

Til allersidst er han stolt af ikke at have spist menneskekød. Alt det reflekteres der ikke over - det skal læseren selv bemærke. Det er en af de ting, jeg godt kan lide ved '1979', som ellers på mange måder er frastødende, især fordi den demonterer virkelig grusomhed og lidelse. Men interessant er den - den kunne godt have fortjent en lidt omhyggeligere oversættelse.

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement

Annonce