Galehuset og dets hersker, overlægen, har altid fascineret og forarget Per Olov Enquist. Så før eller siden måtte hans forfatterskab nå frem til det parisiske sindssygehospital La Salpêtrière, en dårekiste som skabt til en Enquist-roman. Enquist-eldorado Da den unge læge og senere verdensberømte neurolog Jean Martin Charcot mod slutningen af 1800-tallet tiltræder en stilling ved hospitalet, »bemærker han at patienterne lever i snavs og er seksuelt underernærede, de tilfredsstiller sig selv på en nærmest manisk måde, og at de omkring seks tusind kvinder er en uregerlig masse - han har brugt netop disse ord - men at nogle af patienterne viser teatermæssig begavelse ud over det sædvanlige (...)«. Hvilket Enquist-eldorado, hvilket stof til 'Bogen om Blanche og Marie'. Dødeligt forelsket Førstnævnte, Blanche, er en vis Blanche Wittman, der blev vidt berømt som doktor Charcots superpatient. Hun var en hysteriker med helt usædvanlige evner for at optræde ved de forestillinger, som cheflægen iscenesatte for øjnene af sine studenter, kolleger, le tout-Paris samt tilrejsende som f.eks. en ung østriger ved navn Sigmund Freud. Ved berøring af bestemte punkter rundt på patientens legeme kunne Charcot fuldstændig styre hende ind og ud af kramper, udbrud, råb og stilhed. Men han var også dødeligt forelsket i sin yndlingspatient. Assistent for Marie Curie Blanche Wittman får et nyt liv, da hendes overlæge og platoniske elsker dør. Hun bliver rask og dukker nogle år senere op som laboratorieassistent hos Marie Curie, den dobbelte nobelpristager og opdager af radium. 'Kærligheden overvinder alt' De stærke stråler kommer til at koste Blanche arme og ben, hun amputeres stykke for stykke og dør som en lillebitte torso, der har tilbragt sine sidste år i en trækasse på hjul. En torso med hoved og en enkelt arm, den højre, som ifølge 'Bogen om Blanche og Marie' til det sidste skrev på et mærkeligt dagbogs- og erindringsværk, 'Spørgsmålsbogen', bestående af tre notesbøger med titlerne 'Den gule bog', 'Den sorte bog' og 'Den røde bog'. Hvidt var der jo masser af i den amputerede kvindes navn. Og kærlighed i alle farvenuancer stråler ud af bøgerne: mellem Blanche og Marie, mellem Marie og hendes mand/kollega Pierre Curie, mellem Marie og hendes elsker Paul Langevin, og som sagt mellem Blanche selv og Dr. Charcot. Amor Omnia Vincit står der på det brune omslag, som holder de tre notesbøger sammen, og det er også de første ord i Enquist roman: Kærligheden overvinder alt. Seksoghalvtreds års ensomhed Stærkt stof, stærkt Enquist-stof. Og akkurat som alle andre steder i forfatterskabet, uanset om det gælder Hamsun, Struensee, Kaptajn Nemo, Pethrus Lewi eller hvad pokker, er der en varm linje til Västerbotten i det nordligste Sverige og til forfatterens barndom i det strengt pietistiske miljø hist oppe. Stærkeste scene, stærkeste billede i denne roman om Paris 1900 er for mig dét af en smuk 32-årig kvinde, fortællerens mor, der netop har mistet sin mand og vandrer gennem den dybe sne op mod sit hus i skoven: »Og foran ligger seksoghalvtreds års ensomhed, som hun helt selv valgte, i sin dårskab«. Forfatteren tillader sig det ret gigantiske skihop fra Paris til Västerbotten ved nogenlunde konsekvent (indtil sidste kapitels 'Sangen om det blå lys') at have en fortælleposition, der er kommenterende i forhold til det dokumentariske materiale, som han bygger på eller foregiver at bygge på. Så man overraskes ikke over det spørgsmål, der fører frem til snebilledet: »Hvad var det hos Marie som mindede om min mor«. Og ligesom der ikke er noget spørgsmålstegn, er der heller ikke yderligere forklaringer. Læseren må bare finde sig i, at alt mens han hører om den enorme skandale, Marie Curie udløste i århundredskiftets Frankrig med sit forhold til en gift familiefar, ja så sidder fortælleren ligesom og mumler lidt med sig selv om ligheder og forskelle i forhold til hans egen mor og personlige erfaringer i det hele taget. Selvlysende dame Sproget er knapt, en nærmest haiku-agtig prosa: »Marie, Maria. Og så af sted«. Mere end nogensinde skal man læse i de sorte huller mellem Enquists frapperende scener, billeder og iagttagelser - og i de sorte huller mellem hans figurer. Hverken hver især eller sammen er egentlig andet end metaforer, billeder på noget andet. Ofte bevægende billeder: den amputerede Blanche Wittmans fantomsmerter i de fraværende lemmer kan mangen en kærestesørgende nok genkende i den fraværende elskedes spøgelsesspil, og radiumstrålernes ætsende virkning ligger tæt op ad kærlighedens dybe kval. Blanche Wittman var 'selvlysende' både som medium og elsker for Dr. Charcot og som hjerteveninde for Madame Curie i hendes laboratorium. Tomme fantomsmerter »Radium, død, kunst og kærlighed«, skriver Enquist. Punktum. Det er selvfølgelig en stærk cocktail, men måske er den også lidt nem, lidt reklameagtig? Måske er der lige lovlig mange dyyybe sorte huller at gå og gruble over i denne bog om Blanche og Marie. Det dokumentariske materiale får ikke lov til at gøre meget andet end at lægge krop og personer til en historie, som enhver Enquist-læser allerede er godt hjemme i, men som nye læsere måske lige så gerne ville have fortalt rigtig dokumentarisk frem for romandokumentarisk. Og selv om der er masser af genkendelsens glæde ved de talrige henvisninger tilbage i det store forfatterskab, herunder ikke mindst en gysende fornemmelse af den altid underliggende skam, så er der også en sær tomhedsfølelse, en irritation over, at denne bog ikke er kommet videre. Den kører i ring, den repeterer, og det store dokumentariske materiale bliver et postulat eller et påskud, som Enquist griber så fast og Enquist-agtigt omkring, at det ikke får lov at leve sit eget liv. Den dokumentariske fortælling om Blanche Wittman, Marie Curie og deres kærligheder i radiumstrålernes usynligtblå skær er forfærdende og fascinerende. Men Enquist amputerer den til en torso og forventer, at læseren selv lægger fantomsmerter til. Det skal han ikke være så sikker på.