0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Gavaldas vaudeville

Fire ensomme og elskelige mennesker føres sammen, og ikke et øje er tørt. Så fransk, som det kan blive.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Forfatteren Anna Gavalda. - Foto: Magnus Hallgren/Pressens Bild

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

»Han greb sin ordbog: »- vattere ... vattersot ... vau ... vaudeville ...«.

» Lystspil hvor små sange og lejlighedsviser af let, muntert, ofte satirisk indhold erstatter dialogen på handlingens højdepunkter ...«.

»Ja. Det er lige præcis det, fortsatte han og lukkede den med et smæld. - Et lystspil med bonmoter«.

Enkelt og raffineret
Den franske bestsellerforfatter Anna Gavalda må have nydt det, da hun placerede definitionen på en vaudeville centralt i sidste del af 'Bare sammen'.

For det er, hvad hun selv har leveret: en romanvaudeville.

Enkelt og raffineret på samme tid drejer hun en nærende sprød fortælling om kærligheden, der overvinder alt.

Og hun morer sig gevaldigt undervejs, over og med sit firkløver, som udgøres af »en afvæbnet chouan, en skrøbelig fe, en ung mand skåret ud af sin rygmarv og en gammel dame fyldt med blå mærker«.

Skrøbelig fe
En 'chouan' tilhører det kongelige parti, som bekæmper revolutionen og republikken. Her er chouanen en excentrisk aristokrat på 36, som i familiens øjne mangler alt, hvad en mand bør være, er sat af et par århundreder for sent og nu render rundt som socialt handikappet stammer i 2003 med det uhyrlige navn Philibert Jehan Louis-Marie Georges Marquet de la Durbellière.

Han sælger postkort for staten, når han ikke lige er i gang med sin yndlingsbeskæftigelse, at repetere forfædrenes heltegerninger og Frankrigs lange historie et eller andet sted i slægtens raritetskabinet af en forfalden herskabslejlighed på godt 300 kvadratmeter med udsigt til Champ-de-Mars.

Den skrøbelige fe er Camille Fauque, snart 27, anorektisk ikke-tegnende mestertegner, der skrubber lokummer om natten som ansat i firmaet Tooclean. Hun er vores reelle hovedperson og ved at segne under vægten af sin lovende fortid og de skærver, der skurrer mod hinanden i maven. Derfor kan hun ikke bære mere end 48 kilo kropsvægt trods sine 173 cm.

Den unge mand hedder Franck Lestafier, 33; to steder i verden fungerer han - bag styret på en motorcykel og med kokkekniven i hånden. Og så er der endelig hans bedstemor, Paulette Lestafier, en lille stædig dame, der nægter at opgive sin alder - og sin frihed.

Gehør for sprog og liv
Der er bestemt ingen grund til, at de skal mødes. De synker sikkert mod den rummelige bund, hvor havarerede sjæle stedes til hvile i en selvopslugt og fremmedgjort verden.

Men »skæbnen, den spøgefugl« - eller skal vi sigeGavalda? - er ikke tilfreds. Hun vil have os til at elske deres (vores) ubetydelige liv. Så af sted sætter hun, først efter Camille, så de øvrige tre, én efter én, til alle er samlet op og samlet sammen i Philiberts adelige rugekasse i 7. arrondissement.

Redningsaktionen sker i mundrette, knappe dialoger mellem reposer af fortælling, i korte kapitler gennem fem dele og en epilog. Og man står forfatteren bi langt hen ad vejen. For hvor ofte går man i lag med et nyt forfatterskab, der katapulterer ens egne erindringer frem fra mørket i lysende scener, til at grine og græde over, mens man lever sig ind i en fiktion?

Loyaliteten, ømheden og gehør for såvel sprog som liv er Gavaldas store forcer. Hun forstår sine figurer og fremkalder dem i en økonomisk realisme, hvis mål er følelsesdestillatet. Men loyaliteten er også hendes skønhedsfejl. Det skal gå hendes personer så godt.

Oser af kærlighed
Fra og med fjerde del hviner lejlighedsviserne på den gamle rejsegrammofon, så jeg knap kan høre, hvad jeg selv tænker - åh nej, ikke også dét, selvfølgelig har den gamle dame Paulette netop det hus, som Camille har tegnet i sine drømme, fra hun var barn; ikke mer', be-be - homo degeneraris holder (næsten) op med at stamme, finder anvendelse for sit talent og gifter sig lykkeligt under sin stand; hjælp! Franck lokker Camille ud af sit sneglehus og de får hinanden: Pyhh.

Anna Gavalda er selvfølgelig selv klar over, at hun giver den fuld skrue. Fortællerstemmen stanger beroligende piller ud oftere og oftere igennem de sidste etaper, så vi ved, at hun ved det: »set bagfra var de ret nuttede«.

Jeg tilgiver hende, for bogen oser af kærlighed: »Et kærtegn, en våbenhvile, balsam. Sentimental healing kunne man vel sige«.

'Bare sammen' er meget fransk i den folkelige tradition, hvor Sempé, Camilles forbillede, tegnede 'Le petit Nicolas' ind i alles hjerter, og hvor Claude Berri, Asterix' og Manons foreviger på filmlærredet, selvfølgelig skal filmatisere 'Bare sammen' som - et mesterligt lystspil med bonmoter?