»Det var sidst i oktober, og jeg var tilbage efter en opgave, som havde ført mig til Ølve, et af de steder på Vestlandet, hvor Gud har kastet perler for svin og aldrig fundet dem igen«. Så ved vi, hvor vi er. Thi med sådan en elegant og hårdkogt begyndelse, ikke uden national ironi over for det kristne mørke dybt inde mellem bjerge og fjorde, er vi naturligvis tæt på norske Varg Veum, den halvgamle, ensomme ulv i Holbergs Hanseby, Bergen, hvor det næsten altid regner, og hvor man ofte skal regne med mord med mere i sporene efter hans poter. Tåget eventyrland I hvert fald når det er Gunnar Staalesen, som er stadens geograf. Med sin melankolske og slentrende 'sættercowboy' er Staalesen berettiget blevet sit eget lands yndlingsforfatter udi det kriminelle. Men med sit norrøne miljø, hvor bjerge endnu er højere end skyskrabere, har han også fans i fremmede lande. 'Le Philip Marlowe de Thulé' kaldes Varg med klang af Raymond Chandler i Frankrig, hvor Thule både er det yderste kolde og høje Nord og så et tåget eventyrland med trolde, nisser og gode såvel som onde, men altid smukke isdronninger. Gnistrende dialoger Her er det i alle fald en af de smukke, den dunkelblonde Hildegunn med de dragende øjne, som for 25 år siden gådefuldt og mystisk gik i havet, begik selvmord og aldrig blev fundet igen som lig. En lidt bedaget lektor ved Bergens katedralskole har åbenbart aldrig glemt hende og opsøger Veum i hans konsultation for at få hjælp. Men egentlig kommer han ikke længere end til privatdetektivens venteværelse. Varg finder ham død, og så begynder rouladen at blive skåret i skumle skiver fra fortiden med glasur af både sørgmunter nostalgi og film noir. Lektoren og Hildegunn var en del af et ekstremt venstreorienteret kollektiv den gang i 1970'erne, hvor ikke kun Østen var rød, men også dele af norsk ungdom rødmede mere, end godt var. Der var imidlertid også andre interessante medlemmer af dette revolutionære fællesskab, hvoraf ikke så få siden er vendt, blevet mindre venstredrejede og målrettet gået til højre. 'Ansigt til ansigt' er først og fremmest en række gnistrende dialoger mellem Veum og kollektivets medlemmer, som alle har noget at skjule. Elegisk sprogtone Man kan selvfølgelig sige, at man ligesom har været med på denne unikke og natlige form for norsk langrend før. Men man tager såmænd med glæde gerne pisten en gang til - tilbage til et andet og mere beskedent Norge end olielandet i dag, hvor broer og tunneler mere og mere gør øriget til fastland. Selvfølgelig ikke til Europa, nej tak vi er norske, men så til en truende helhed bag om horisonten, langt fra fjorde og skove. Det er Staalesens gentagne tematik midt i hans spændende og velskrevne sagaer om den sidste snushane, der kommer op imod flere og flere, som holder sammen fordækt og morderisk. Denne krimi bringer ikke så meget nyt til signalementet af Varg og hans forfatter, men det er stadigvæk fremragende lagt an og beskrevet, endog med en egen elegant og elegisk sprogtone, som gør selv gentagelser til noget nyt og atter anbefalelsesværdigt.