»Sådan er de, totalt selviske, kun optaget af at fylde egen vom og behage sig selv. Det synes jeg, man kan lære meget af«. Det skriver Vibeke Vasbo om katte i sin nye bog, 'Artemis', der er en beretning om en kat med dette gudindenavn og om de tolv år, den levede sammen med hende. Og som hun ved, og læseren ved, og enhver kat ved, er kattens ubestikkelige selviskhed også selvstændighed, en egenskab, der lader andre levende væsener have deres plads i verden. Det er derfor, det kan være opmuntrende og lærerigt at se sit liv i lyset af en kat. Nøgternt og hudløst De tolv år i forfatterens liv, som bogen spænder over, dækker en lykkelig tid som præstekone i Ørslev på Vestsjælland, en krisefyldt tid på Frederiksberg og en grum, meget grum slutning. Kærlighedshistorien fra Vasbos roman 'Miraklet i Amalfi', der udkom for tyve år siden, føres her til ende. 'Artemis' er hverken en kælen kattebog eller en selvmedlidende privatudstilling, den er slet og ret bevægende læsning, når perspektivet går op for en, nøgternt og hudløst skrevet på en og samme tid. Kulturens repræsentant Katten er »den rå bagside af den pæne pige«, den er forfatterens alter ego, og grundtonen i bogen er en mærkelig svævende harmoni mellem modsætninger, dyr og menneske, natur og kultur. Vibeke Vasbo foretrækker naturen, fuglene, planterne og træerne i den store præstegårdshave i Ørslev, frem for byen og dens tilrettelagte pænhed. Men hun er selv kulturens repræsentant, når hun sidder i sin skurvogn, sit skrivested i haven, med ulden nederdel, tobak og computer og indimellem ser ud gennem glasruden på dyrelivet mellem træerne. Fra solplet til solplet Stædigt insisterende holder hun sig selv og kulturen fast på den modpol, der let kan overses eller ringeagtes, men som skal til for at gøre det skønne til det sande - eller sagt på en anden måde: gøre æstetik til sanselighed. Derfor bliver de mange skildringer af kattens pudsigheder og egenrådige optræden vedkommende på en måde, der langt overskrider kæledyrsgenren. Sentimentalister er hermed advaret. Når man er nået til sidste side, når man har forstået bogens stærke polaritet, så har man læst den, ligesom en kat orienterer sig i et nyt hus: rundt langs væggene i hvert eneste rum. Derefter vil man gerne vende tilbage og pluklæse, som katten vandrer, i lystfyldte strejftog fra solplet til solplet.