Når forfatteren Henning Mankell holder sommerferie, så tager han helst til Fårø, den lille ø nord for Gotland. Der har hans svigerfar, Ingmar Bergman, en hytte, og her sidder Henning og ser på havet over sin skrivemaskine. Alt det ved vi fra The Observers søndagsudgave 15. august, hvor Mankell som den eneste ikke-brite var med i en enquete - med bl.a. A.S. Byatt og Jonathan Coe - om, hvor skrivende folk dog tilbringer sommeren. Og at Mankell bliver spurgt på engelsk, siger noget om hans verdensberømmelse. I Wallanders skyldsbevidste fodspor Det er meget sjældent, at nyere nordiske forfattere overhovedet kommer ind på det angelsaksiske bogmarked, hvorimod Mankell i Tyskland er den mest oversatte forfatter overhovedet. Hans læsere valfarter i tusindtal til Ystad i Skåne for at gå rundt i strømeren Kurt Wallanders skyldsbevidste fodspor. Ja, det er gået rigtigt godt for Mankell, siden han i 1991 lod den forspiste, fordrukne, fraskilte og egentlig meget svenske Kurt tone frem for første gang og siden hen få det rigtigt surt i en række gode, indignerede og spændende politikrimier. Kynisk galgenhumor 'Leopardens øje' er fra 1990, altså året før Wallander kom til verden. Men hovedpersonen Hans Olofson kunne mageligt være farbror til Kurt. Olofson er fra Nordlandet, Sverige Noir, hvor bondeanger, bibellærdom og hjemmebrændt er stærkt og tungt som traktoren fra Volvo-fabrikken, og bekymring og bæven sidder konstant i sjælen som bjælken i din broders øje. Men da vi møder Olofson, har han boet atten år i Zambia, hvor han har overtaget en hønsefarm fra en skrupskør og stenrig englænderinde. Samtidig med hans afrikanske dannelse hører vi retrospektivt om hans fattige barndom i 1950'erne og får historien om, hvordan sådan en pojke i 1960'erne kom til mørkets hjerte dybt inde i Afrika. Den idealistiske svensker møder hvide farmere, som kun overlever Afrikas nye selvstændighed på deres egen kyniske galgenhumor a la »Hvilket land i Afrika modtager mest europæisk bistand? - Det gør Schweiz!«. Skæbnens solnedgang Men tiderne bliver vanskeligere, og uhyggeligt snigende lægger skumringen sig over den hvide mands sidste byrder. Banditter viser sig i horisonten. Mankell skriver besnærende suggestivt og knippelgodt. Vel at mærke hvis man kan lide hans meget metaforiske realisme med de bastant besjælede natursymboler og den ekspressive syntaks med lange sætninger, hvor meningen forhales ud i enten en underfundig gådefuldhed eller ender brat i en gotisk-grusom pointe. Ja, alt det, som den store verden kalder for den skandinaviske stil. Personligt synes jeg, at 'Leopardens øje' er langt bedre og langt bedre fortalt end de sene og sidste krimier om Wallander og hans datter, hvor Mankell trækker plottet i langdrag og skriver maksimalistisk alt for mange sider. 'Leopardens øje' med sine 304 sider føles ikke for lang, og faktisk er du inciterende med hele den lange vej frem og tilbage til endnu en afrikansk farm i skæbnens solnedgang.