James Joyce begik en mindre revolution, da han i 1916 lod et drengejeg indtage rollen som første persons fortæller i 'Portræt af kunstneren som ungt menneske'. Der var noget rystende over så direkte og uformidlet at få drengens perspektiv i romanens første scener. Men så slog Joyce over i udviklingsromanens spor og lod fortælleren blive voksen og reflekteret og uddannet, og så fortonede barnestemmens rå realitet sig selvsagt. Det er på baggrund af Joyces fremgangsmåde, man måske bedst kan mærke det jernhårde og særegne ved den oversete walisiske forfatter Caradog Prichards selvbiografiske (1904-80) lille mesterværk 'En månelys nat' (1961) - for heri indsætter og fastholder Prichard uden tøven og uden udvikling af nogen art, den lille dreng som fortæller og hovedrolleindehaver. Barsk liv i Wales Vi er i Wales i tiden omkring Første Verdenskrig, noget ude på landet i den bette landsby Bethesda, og vi følger den faderløse, unavngivne drengs færden rundt omkring i landsbysamfundet. Sammen med vennerne strejfer han rundt, går lidt i skole, et kor besøger byen, der indløber meddelelse om faldne ved fronten, en hjemvendt sømand forærer ham magiske gaver, alle er fattige eller sidder ganske hårdt i det, ikke mindst drengen og hans enlige moder. Og livet er barsk, overordentligt barsk i det lille samfund: Mord, hustruvold og pædofili florerer, men historien er på forunderlig vis pakket ind i et næsten Ole Lund Kierkegaard-agtigt snirklet og finurligt sprog, der løfter og bærer det, der ellers ville kunne føles ubærligt. Oversætterbedrift Og her skal det siges, at Karsten Sand Iversen har begået en oversætterbedrift med denne roman. Ikke alene er det angiveligt det første walisisk-sprogede værk, der udkommer på dansk nogensinde, det er også et mindre hovedværk i det tyvende århundrede, der når os, og det vel at mærke i et sprog, der virker helt revolutionerende råt og spændstigt og sært. Der er en ordliste efter selve teksten, og et meget fint efterskrift af Sand Iversen, der giver os romanens og forfatterens forhistorie, men som samtidig bærer vidnesbyrd om den oversætteromhu, kærlighed og entusiasme, der nu har sikret os Prichard på dansk, godt bistået af det heroiske århusianske Husets Forlag. Går vi tilbage til teksten, er det slående, hvor voldsom kontrasten er til et nutidigt dansk børneliv: Har man nogensinde brug for at få sat tingene lidt i perspektiv, når det gælder trivsel og tarv, ja så er det nok umagen værd at slå et slag rundt om Prichards heftige roman. Jeg skal ikke røbe for meget, men slutningen er apokalyptisk og bizar, så det giver genlyd. Står De lige og mangler en nervepirrende børnelitterær klassiker til sommerferien (NB: absolut bedst for voksne læsere), er Caradog Prichards roman et indlysende rigtigt valg.