Det første væsen, man møder i Luis Landeros nye roman, er en myreløve. Det er et ualmindeligt usympatisk insekt, som »graver kegleformede huller i ganske fintsigtet sand, som ofrene hjælpeløst skrider ned i, og jo mere de prøver på at slippe fri, des mere skrider de, og jo mere de skrider, des ivrigere prøver de på at komme væk«. »I mellemtiden sidder myreløven stille og roligt skjult under jorden uden så meget som at vise sig på den dramatiske skueplads og venter kun på det øjeblik, da den kan række kløerne frem og gribe det trætte og udasede bytte og trække det med sig ind i sin mørke hule. Og dér ender historien«. Kedsommelige fremtidsudsigter Sådan tænker Landeros unge og vistnok delvis selvbiografiske hovedperson Emil, da han første gang betræder det autoværksted, hvor han skal tjene til føden. Foran ham tegner sig en uendeligt kedsommelig tilværelse hyllet i en evig lugt af olie, gammel petroleum og møre bildæk. Det eneste svage lyspunkt er det studenterkursus, hvor han om aftenen forbereder sig på måske at blive ansat i den kommunale forvaltning. Det er ikke i sig selv nogen lystig karriereudsigt, men på kurset er der i det mindste en interessant filosofilærer, der citerer Schopenhauer og omtaler livet som en underskudsforretning og sammenligner mennesket med en muldvarp, der livet igennem graver gange i ét væk uden andet udbytte end muligheden for at tage føde til sig og parre sig og derved videreføre sin egen elendige skæbne. Vampyrisk voyeurisme Heldigvis for Emil og hans læser ender historien ikke i myreløvens smøregrav. Emil gør nemlig nogle bekendtskaber, som rykker ham ud af autoværkstedets og småbureaukratiets verden og ind i kunstens. Først en fætter, der vender hjem fra Paris, hvor han har gjort en slags karriere som flamencoguitarist på en spansk restaurant. Fætterens historier fra det parisiske natteliv og hans beskrivelser af det maleriske flamencomiljø tænder Emils interesse for musikken - og i det hele for at foretage sig noget andet end det, han er i gang med. Dernæst kommer hans midaldrende chefs smukke, unge hustru, som chefen beder ham undervise i guitarspil. Det er i sig selv et risikabelt projekt, men det får yderligere en interessant dimension, da chefen beder Emil om at »have øjnene med sig« og aflægge rapport om alt, hvad han bemærker, når han besøger hustruen. Emil skal fungere som den skinsyge ægtemands detektiv, men der er også et element af vampyrisk voyeurisme i mandens beluring af sin hustru gennem den unge lærlings øjne. Det ejendommelige forhold til den smukke elev gør kærligheden til en ny stimulerende og forvirrende faktor i Emils liv. Bitter humor En lærd bibliotekar og blokeret forfatter, som Emils mor, der er enke, lejer et værelse ud til, sætter Emil i gang med at læse Dostojevskij og åbner hans øjne og nysgerrighed for andre kunstformer og for andre måder at være kunstner på. Historien om Emils vej op af myreløvens fælde og ud i en fri og lysrig verden, hvor han måske kan skabe sig et liv som kunstner - guitarist eller forfatter? - består af en mængde forskellige tråde - bl.a. en turné med et omrejsende flamencokompagni - som Landero holder sammen med sikker sans for struktur og ikke mindst ved hjælp af et - i Iben Hasselbalchs oversættelse - rigt og elegant sprog, som forener det udpræget litterære med troværdig dialog. Der er stemningsfulde og interessante skildringer af Spanien i 1950'erne og af flamencomiljøet, en vis bitter humor, megen ironi og et diskret opgør med den romantiske forestilling om kunstneren som boheme og 'evig nomade'.