Jeg ser kun fremad, aldrig bagud ... Jeg tror godt, jeg kan sige, jeg er en mand uden fortid. Denne betroelse får vi fra manden bag det personnummer, der udgør titlen på Dag Solstads fjortende roman. Der måske kan karakteriseres som en essayistisk fortælling, som kredser om identitetens eksistens eller ej - og som er tilbøjelig til at finde svaret i en ny gåde: den inderlige nærhed og uovervindelige distance mellem far og søn. Altså bagude. 'Kredser' er for resten et ret velvalgt ord, for i det første korte kapitel sidder romanens 'jeg' i et fly på vej til bogmesse i Frankfurt. Hvor vejret forhindrer landing. I en timelang cirkuleren gennem de himmelske skyformationer ser 'Solstad' minsandten sin far sidde »hensunket i sine egne tanker«. De når akkurat at vinke til hinanden på afstand, før flyet må finde en ny landingsplads. »Det blev mit første besøg i Berlin«. Dertil flyttede Solstad så ti år efter, og dér udspilles halvdelen af det kapitel 2, der udgør hele resten af romanen. Som igen er ligeligt delt mellem strejftogene i den tyske hovedstad og så en afsluttende, forvirret og tiltagende beruset byvandring i Solstads fødeby, Sandefjord. Under søgen efter de lokaler, hvor hans 40-års studenterjubilæum fejres, ender fortælleren uden for det hus, hvor han var nærmest den far, der døde i hans tolvte leveår, og som han altså først genså i oktober 1990, på en sky over Frankfurt. Rundt i Berlin Selvbiografisk, altså, ligesom Arild Asnes, gymnasielærer Pedersen og flere af forfatterskabets personer - men på en anden måde. Med sin selvreflekterende intellektualisme, men i så enkel sprogform som muligt, er '16.07.41' vel Solstads mest 'centraleuropæiske' roman - også en tilbagevenden til ungdommens inspiration fra Kafka, Peter Bichsel og Gombrowicz. Solstads velinformerede rundvisninger i Berlin, med afstikkere ned i undergrunden og til »himlen over Berlin« (med en karakteristisk koket henkastet, næsten vrangvillig intertekstualitet), er uhyre læseværdige i sig selv og spækket med skarpe strøtanker: »Er arkitektur kunst? I så fald den eneste kunstform, der friktionsfrit kan indgå i forbindelse med den grådigste kapitalisme, og få det til at funkle«. Som han selv skriver, kan man »høre på tonefaldet, hvad jeg er for én. En Ossie. Ikke en Wessie, det vil jeg gerne slå fast. Det er min dybeste politiske identitet«. Hohenzollernes, Hitlers, Honeckers og det ny Tysklands hovedstad vender nye profiler og dybder til, når Solstad falder i staver på et værtshus eller en travetur langs Landwehrkanal. Eller tager sig den frihed at henlægge instruktøren Peter Steins opsætning af 'Faust I og II' til Volksbühne, hvor antagonisten Frank Castorf ellers regerer. Men unægtelig er Berlin en omvej, om nok så frugtbar og nødvendig, på turen tilbage til fortælleriets udgangspunkt, Sandefjord. Romanen som udtryk »Jeg, som skriver, er ikke identisk med jeget, som handler«, pointerer den første af de mange fodnoter, velanbragte i en roman om byvandringer, og selvfølgelig uløselige dele af romanen. For romanens ene tema er netop den opløsning af identiteten, der foregår i tid. Og som tilfældigvis dermed er sideløbende med en offentlig kommercialisering og vulgarisering, som forfatteren også ser som opløsende. Det andet tema er romanen, forstået som udtryk for noget mere generelt, måske »forsøg på at beskrive det uigennemtrængelige«, men i en anden forstand end i den dystre 1984-roman med dén titel. Temaet forener essayistikken og barndomserindringerne om faderen, anskueliggjort ved et regulært foredrag om romanen, her indlagt som symmetriakse mellem Berlin og Sandefjord. Romanen som åndsværk Solstad insisterer her - diametralt modsat sit standpunkt i 1970'erne - på modstillingen af ånd og magt, kunst mod stat: En roman er ikke først og fremmest et 'produkt', men et 'åndsværk': »Den fiktive fortælling lader sig ikke genfortælle ... En god historie gør ingen roman ... Fortællingen er der, den er utydelig, som en anelse ... og det er denne fortælling, som læseren jager (og forfatteren, som har været der i forvejen og trukket sporene op, lagt signalerne, pudset genskinnet og pustet sin ånde ud over den)«. Nærmere end denne passage på side 145 har Solstad aldrig været på at definere sin egen bestræbelse: »Mit arbejde er altså at fortælle historier, som ikke kan genfortælles«. Nøgle til Ibsenfantasterne Netop i dét paradoks ligger koblingen til den far, en falleret købmand og patentmager, som i sine sidste leveår indviede lille Dag i sin store, endnu uløste opgave: at konstruere det legendariske perpetuum mobile, evighedsmaskinen. Han er en nøgle til Ibsenfantasterne i Solstads romaner først i 1990'erne, men navnlig til hele forfatterskabet, for en gangs skyld åbent fremlagt: »Jeg har ikke været mig selv, siden min far døde. Jeg har været forfatteren Dag Solstad. Jeg har haft en opgave at udføre, og den er endnu ikke fuldført. Jeg tænker kun på min fremtid«.