Fremmede stemmer kan være en gave. Sådan er det med den iranske eksilforfatter Kader Abdolah (f. 1952), der har sin egen rige litterære tradition med sig, men har lært sig at skrive på sit nye lands sprog, hollandsk, og som nu introduceres på dansk med romanen 'Kileskrift'. Den er en beretning om nogle menneskeskæbner i det 20. århundredes Iran, som jo har været rigt på omvæltninger, men den er også et stykke fortællekunst af rang: en syntese af klassiske episke greb, en moderne nærmest behavioristisk fremstilling, der gemmer personernes indre liv bag deres ydre handlinger, og et helt postmoderne spil med fortællerrollen. »Vi er to. Ismail og jeg. Jeg er den alvidende fortæller. Ismail er søn af den døvstumme Aga Akbar. Selv om jeg er alvidende, kan jeg desværre ikke læse Aga Akbars notater«. Sådan står der på allerførste side - efter et citat fra Koranen, skønt den alvidende fortæller er mere end skeptisk over for religionen, og skønt Abdolah selv er flygtet fra præstestyret, så er dét sagt. Hvor meget selvbiografi, der er i romanen, lader jeg roligt være usagt; jeg ved det ikke, og bogen er stærk nok som litteratur til at undvære det afstivende prædikat 'dokumentation'. Historien i hæftet Aga Akbar er tæppereparatør i en landsby ved Safranbjerget, der ligger på Irans nordgrænse til det gamle Sovjetunionen. Han er, som en slægtning siger, »en døvstum analfabetisk digter, der må have et sted at komme af med sine tanker« - og stedet bliver dels det indfølende kunstneriske arbejde med at restaurere gamle, kostbare tæpper, dels et hæfte, hvor Aga Akbar på en uforklarlig måde skriver sine oplevelser ned med en kileskrift, han har set i en hule i Safranbjerget, hvor den oldpersiske kong Kyros har ladet mejsle et endnu ikke tydet budskab til eftertiden (!). Hæftet får hans søn Ismail, der er flygtet til Holland, tilsendt fra en anonym afsender efter farens død, og det bliver Ismails (og den alvidende fortællers) projekt at tyde hæftets optegnelser for at kortlægge den historie, der har ført Ismail så langt bort. Hvordan tydningen foregår, får vi ikke at vide, og måske er den mere intuitiv end induktiv. I hvert fald står episoderne stærkt og levende, og ikke mindst familiens kvinder er virkelig tegnet i tre dimensioner. Ud til havet Ismail kommer til at studere og slutter sig til studenterbevægelsen mod shahen. Derfra kommer han ind i det iranske kommunistparti, arbejder under jorden og må til sidst flygte fra præstestyret. I den del af bogen, som han lægger navn til, sidder han i Holland på »ny jord«, et stykke inddæmmet havbund, og prøver at komme til rette med sit nye sprog og sit nye liv i en ny kultur. En helt symbolsk episode i dette afsnit handler om, hvordan Ismail tager ud og ser havet og klitterne, noget han aldrig har set før. Han besøger en hollandsk ven, der er invalid og ikke længere kan gå ud til havet og se på det, selv om han længes efter det. Ismail hanker op i ham, og ved at bruge den fysiske og psykiske viden, han har fået ved sin træning i undergrundsbevægelsen - for at være i stand til at hjælpe en såret kammerat ned fra et bjerg! - får han hjulpet vennen over klitrækkerne og ud til det eftertragtede hav. Kader Abdolah skriver med en lakonisk stolthed, der viser at han ligesom Ismail er bevidst om, hvad han selv har at bidrage med, men også med en velafbalanceret åbenhed over for det nye. Romanen er og handler om et privat brobygningsprojekt af anseelige dimensioner, og den er smuk og læseværdig og står flot i Tim Kanes danske version.