Min barndoms bekendtskab med den store danske eventyrdigter havde nærmest traumatiserende karakter: Jeg har grædt mine pigeøjne ud over digtet 'Det døende barn', og de tomme moderlige øjenhuler fra 'Historien om en moder' var fast ingrediens i min barndoms værste tvangstanker. Pigen med svovlstikkerne, tinsoldaten i smelteovnen, havfruens ulidelige smerter - alt sammen mere end krasse sager for en uhærdet lille bevidsthed. Og så var der alle de andre angiveligt mindre dystre og mere morsomme historier, som alligevel var dybt pinlige og ubehagelige: den halvnøgne kejser i procession gennem byen, den narrede kysseprinsesse i Svinedrengen, den stolte stoppenål, der knak ... På den ene side hjertesnørende sentimentalitet, på den anden side dæmonisk drilskhed - og med denne djævelske mælkeblanding opflasker man børn! Grotesk dance macabre Andersens forfatterskab pendler mellem sentimentalitet og dæmoni, idyl og ironi, det tårepersende og det djævleblændte. I Fodreise, den da 23-årige Andersens litterære debut, er det ironien og dæmonien, det rablende rapsodiske, der dominerer. Bogen er en grotesk danse macabre af litterære fantasifostre, der hvirvler omkring digteren på hans 'fodrejse' nytårsnat fra Holmens Kanal til østpynten af Amager. De væsener, der viser sig for den fodrejsende jegfortæller, er til dels figurer fra den daværende litterære københavnske andedam. Der er ugleabonniner, som på jamber kommenterer teatrets repertoire; der er hæslige frøer, der sidder i den mudrede voldgrav og skriger: »Brekkekex, coax, coax, vi ere Poeter«; der er indsmigrende vink til datidens litterære oversmagsdommer, Johan Ludvig Heiberg. Men først og fremmest befolker Andersen det flade Amagerland med skikkelser fra den udenlandske, navnlig tyske litteratur: Jegfortælleren drager ud fra sit studerekammer med E.T.A. Hoffmanns 'Djævlens eliksirer' i lommen, han møder talende katte, forelæsende lænkehunde, blege muser, selvbekendende bøger, skyggehandlere, syvmilestøvler og alskens andre besjælinger, allegorier og litterære figurer, som er kommet flyvende direkte fra den tyske romantik, ofte med udtalt hilsen til Tieck, Jean Paul, Chamisso, Heine og igen og igen Hoffmann. Et romantisk splittet jeg Det er uhjemligt, det, der foregår i Fodreise. For nutidens læser forstærkes uhjemligheden, med alt hvad dertil hører af velbehageligt gys, af de gamle stavemåder, som drage en Ridse af Fremmedhed midt i de velkiendte Ord: Marmolade, Flesk, qvindlig, ziirlig, Phantasie, Catalog, Poppegøie, Schackspeare, Oldermoder - nogle af dem slet og ret forældede, andre vist udtryk for Andersens meget selvstændige omgang med dansk retskrivning. Med klar resonansbund i den tyske romantik taler til os fra 'Fodreise' et jeg, som er splittet og spaltet og trukket i laser: Der er det fortællende jeg, der er det fortalte jeg, der er alle de udspaltninger og uddunstninger af sig selv, som jeget møder på sin vej; der er jeger, som er kravlet ind i talende katte og bøger og tårne, der er fraspaltede jeger i skikkelse af skygger og dobbeltgængere - der er det meget, meget mærkværdige undervandsjeg, som mod slutningen giver sin store elegi om Dykker-Klokken, der er 'H.C. Andersen' på omslaget og legen med signaturen 'h - -' inde i bogen. Fodreisen udspiller sig mellem et kannibalistisk og et fragmenteret jeg. Således oplever Søvngjængeren i bogens start sit eget jeg som kannibal: »Jeg saa dog det frygtelige Jeg trænge sig gjennem sværmen og slynge sine Arme om mig; jeg følte det knuge sig fast ind til mig, men skrige kunne jeg ikke«. Og den fodrejsende jegfortæller møder mod slutningen sit barndomsjeg som i sandhed et fragment, et potteskår: »»Mit eget Jeg!« udbrød jeg ganske forskrækket, og saae ned paa den søndertraadte Potte«. Og potteskåret replicerer: »Føler Du Intet? Ingen Sympathie? - Jeg var dog engang dit lykkelige Barndoms-Jeg«. Måske har vi her, i skikkelse af et potteskår, den troldsplint, som den lille Kai i 'Snedronningen' senere skulle få i øjet. Det er denne splint, dette skår, der flænser jegets stemme, så den rabler med kløvede tunger, hvoraf de fleste er importeret fra det store kontinent mod syd. 'Fodreise' er skrevet, før danskerne forskansede sig i selvtilstrækkelig selvforståelse med Andersen som hyggeonkel. Sentimentalitet midt i dæmonien Men selv her, hvirvlet op af Fodreisens delirerende fordoblinger og ironiske 'Idee-Assocationer' (som værkets metode kritisk blev kaldt af Heiberg), dukker fantasien om det hele, rene hjerte op (ret som den lille Grethe ved Kais side). Da »Dødens store Extra-Post« ved fodrejsens slutning kommer kørende, maler fortællerjeget det idylliske billede af renhjertet helhed, som de andersenske tekster så ofte gerne fremviser: mor og barn: »Det var en Moder, som denne Nat var død af en epidemisk Sygdom, kun nogle faae Skridt fra hende sad hendes Kjære lille Dreng, der nogle timer senere var fulgt efter«. (Tid for mig til at græde mine nu ikke længere pige-, men moderøjne ud ...). Ak ja, her har vi sentimentaliteten midt i dæmonien, drømmen om en lille lukket helhed midt i den virtuose og frugtbare spaltning, som ellers har åbnet Amagerport og andedammen for alle de uhjemlige fantasier. Efterskrift fra andedammen Johan de Mylius har i sit efterskrift til denne højst velkomne nyudgivelse valgt andedammens og sentimentalitetens side. Andedammen: Ganske vist nævner de Mylius inspirationen fra den tyske litteratur, men gør dog mest ud af at påpege, hvordan 'Fodreise' var et strategisk træk på den københavnske litterære scene. Sentimentaliteten: De Mylius læser værket som en virtuos og studentikos præstation ud i en litterær salondannelse, som larmende skal dække over »jegets inderste kræfter, følelsen, hjertet«. Således ser de Mylius i barndomsjegets potteskår overhovedet ikke noget skår, men tværtimod krukkens indhold: jegets »skjulte natur«, »inderste identitet«, »inderste væsenskerne«. De Mylius' efterskrift vidner om, hvordan det i den danske åndshistorie var sentimentaliteten og fantasien om en lille lukket helhed, der gik af med sejren, frem for dæmonien og dens verdensåbning.