0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Homo kosmopolis

Uanset om det gælder regeringens kulturkamp, verdens uorden, køns- eller jernbanedriften eller julehumøret - i Politiken finder man daglig enkle svar på komplicerede spørgsmål i form af striber og bobler. Men når Strid, Egoland og Homo Metropolis udgives samlet, samler de sig tydeligere som føljetonfortællinger om det mindste og det største.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Ingen kunstart i verden er mere krævende, siges det, end dén, der består af én daglig tegneseriestribe: Hver evig eneste dag skal et fiktivt univers genskabes, en konflikt eller et forløb sættes i gang og en pointe afleveres - på de tre-seks ruders minimale plads med tilhørende krav til kortfattethed.

Resultatet bliver da heller ikke altid kunst, og til daglig brug i et døgnfluemedie kan mindre vel også gøre det. Ingen skal f.eks. få mig til at rynke på næsen ad 'Modesty Blaise' som dags-strip, selv om den giver afkald på en daglig pointe for den langstrakte føljetonspændings skyld - men heller ingen skal få mig til at kalde dens skræmmende rutinerede streg for kunst.

Men hvis ingen kunstart er mere krævende, kan til gengæld få eller ingen avislæsere være heldigere stillet på dét punkt end du og jeg.

Politikens standard for på én gang morsomme og intelligente tegneserier har været høj, lige siden salig Charles M. Schulz begyndte daglig at hyppe 'Radiserne' i disse spalter. For ikke at tale om det oprindelige Magasinet, der endnu tidligere blev udrugningssted for bl.a. Arne Ungermanns 'Hanne Hansen' og Jørgen Mogensens 'Poeten og Lillemor' - danske serier, der lige fra første rude også var kulturhistorie. Den aktuelle opretholdelse af dén standard behøver redaktionen heldigvis ikke selv at være alene om at brovte af.


I sommer havde Det Danske Hus i Paris en meget besøgt udstilling af danske serietegnere, 'BLÆK' hed den og var arrangeret af tidsskriftet Rackhams redaktør Mathias Wivel. Af den halve snes tegnere, han havde udvalgt, var de tre daglige stribebidragydere her i Organet for den Højeste Oplysning: Nikoline Werdelin, Ivar Gjørup og Jakob Martin Strid.

Udstillingen kommer formentlig til Danmark i det nye år, men indtil da kan enhver selv kontrollere kvaliteten i flodbølgen af 'lige før bogmessen-udgivelser': Inden for en enkelt uge udsendte tre forskellige forlag årets samleudgaver af Gjørups 'Egoland', Nikolines 'Homo Metropolis' og Strids 'Strid'.

Vidt forskellige i streg, fortælleform og temperament har de dog også træk til fælles: De er jo alle tre levende optaget af netop det højaktuelle dagligliv, de og vi og avisen er fælles om lige nu. Og alligevel slår det én ved gensynet, at de alle tre overgår de krav til den daglige stribe, der blev opridset til en indledning: Foruden at præstere den skarpe eller bløde, bidske eller barnligt uskyldige daglige pointe fletter de alle tre deres striber sammen til føljetonlange fortællinger!

Her får man både i pose og i sæk! Og i samleudgaverne kommer de lange fortælletråde selvfølgelig langt bedre til deres ret - sådan er vi nu engang indrettet: avisen som døgnflue og læseren som omvandrende hukommelsestab.


Anderledes med Alines morfar - dét var ikke Alzheimers light, men regulær fortrængning, og af den mest ondartede slags, da Nikoline Werdelin i 2002 viste os ham som den 'særlige bedsteven', der havde helt utilstedelige hemmeligheder med sit barnebarn. Og foruden selve forbrydelsen afstedkom den et sammenbrud hos den mandlige børnehavepædagog, som forældrenes mistanke først var rettet imod!

Det var samme år, som Nikoline præsenterede os for Jakob, Samuel og Rebecca, der både skulle være 'Sådan moragtige' over for deres egen totalt uegnede mor - og samtidig prøve at undgå tvangsfjernelse ved at bluffe både skole og socialforvaltning.

Blodskam og vanrøgt - er dét nu noget for en tegneserie? Ja, når det er sædeskildring som hos Nikoline, lykkes det at forene det hjerteskærende med det grinagtige, omtrent som i de nyere danske film-tragi-komedier, man kunne have mistænkt for også at have lært af hende. Lige bortset fra ærkenarcissisten Frank, der i denne årgangs sidste stribeføljeton tyranniserer kone og børn hensynsløst for at få skrevet det filmmanus, der skal bringe ham til Cannes.

Tilsvarende vederstyggelig er tv-programchefen Karna, der tryner den yngre medarbejder Jens, som har »sagt nej til at bolle chefen bagfra!«. Af omfang næsten som Karna, men anderledes mild, er et gammelt bekendtskab, eksanorektikeren Lærkes mor, som i denne årgang fandt sin datter i Paris og i omstændigheder.


Så lange, seje træk har Nikoline ikke altid arbejdet med. Da hun første gang optrådte i Politiken i 1984 med 'Café', havde hver dag nok i sin pointe, selv om figurerne bag bardisken og mellem spejlglasvæggene gik igen.

Da hun i 1990'erne til læsernes begejstring (og enkeltes forargelse) vendte tilbage med 'Homo Metropolis', samlede striberne sig til 12-16 stribers forløb, og parallelt med hendes udvikling som dramatiker blev føljetonerne længere og længere.

Skredet fra de korte til de lange - og fra den mere antydende til nutidens mere detaljerede streg - kan man følge i det store opsamlingsalbum 'I storbyens favn', der trykker metropolisstriberne fra hele sidste halvdel af 90'erne - da vi bl.a. mødte Lærke før