Ingen kunstart i verden er mere krævende, siges det, end dén, der består af én daglig tegneseriestribe: Hver evig eneste dag skal et fiktivt univers genskabes, en konflikt eller et forløb sættes i gang og en pointe afleveres - på de tre-seks ruders minimale plads med tilhørende krav til kortfattethed. Resultatet bliver da heller ikke altid kunst, og til daglig brug i et døgnfluemedie kan mindre vel også gøre det. Ingen skal f.eks. få mig til at rynke på næsen ad 'Modesty Blaise' som dags-strip, selv om den giver afkald på en daglig pointe for den langstrakte føljetonspændings skyld - men heller ingen skal få mig til at kalde dens skræmmende rutinerede streg for kunst. Men hvis ingen kunstart er mere krævende, kan til gengæld få eller ingen avislæsere være heldigere stillet på dét punkt end du og jeg. Politikens standard for på én gang morsomme og intelligente tegneserier har været høj, lige siden salig Charles M. Schulz begyndte daglig at hyppe 'Radiserne' i disse spalter. For ikke at tale om det oprindelige Magasinet, der endnu tidligere blev udrugningssted for bl.a. Arne Ungermanns 'Hanne Hansen' og Jørgen Mogensens 'Poeten og Lillemor' - danske serier, der lige fra første rude også var kulturhistorie. Den aktuelle opretholdelse af dén standard behøver redaktionen heldigvis ikke selv at være alene om at brovte af.
Homo kosmopolis
Lyt til artiklen
