Det er en aldeles rædselsfuld neurotiker, Lars er gift med i Susanne Stauns nye roman 'Langt fra mig'. Kris er en hønemor af værste skuffe, sådan en, som ikke kan holde ud at se sine børn gøre noget som helst sjovt, fordi det sætter en indre katastrofefilm i gang. Hvad kunne der ikke ske? Og så gumler hun Nicorette, så familien (og læseren) er ved at blive sindssyg. Men det skal have en ende, har Lars besluttet. Han har nemlig mødt storbarmede Maria på 25, som giver ham rigelig kompensation for de fem år, han ikke har gidet at gå i seng med sin kone. Problemet er bare, at Lars ikke kun vil have Marias bryster. Han vil også have sine to børn på syv og elleve. At være delefar kan der ikke blive tale om - og så er Kris ligesom i vejen. Det er dog ikke nogen mordhistorie, Susanne Staun lægger op til, hvad man måske kunne forvente i betragtning af, at hun er kvinden bag den hæsblæsende krimiserie om dr. Fanny Fiske, men derimod en psykologisk ægteskabshistorie, hvor den samme handling ses fra henholdsvis Lars' og Kris' synsvinkler. Den manøvre er der ingen af de to, der slipper nådigt fra. Ægteskabet er stendødt fra side ét, og tilbage er kun frustrationerne over den andens vaner: det evindelige nikotintyggegummi og avisen, man kan gemme sig bag, når man ikke gider at kommunikere. Godt man ikke bor i det hus!
Fagre nye liv
Lyt til artiklen
