Peter Poulsen slår ikke de helt store koldhævede og stenovnsbagte brød op. Søger man spektakulære eksperimenter og vilde ambitioner om at opfinde poesien på ny, er det således ikke hos ham, man skal lede; ambitionerne er mere beskedne - men bestemt ikke fraværende: Det, Poulsen søger, er en afklaret resignation, en forsoning med alt det, der forsvinder. Og han finder faktisk det, han søger. Det skyldes præcist registrerende erindringsglimt, sans for nuets nære detaljer samt evnen til at træde et skridt tilbage og se tingene på et lunt smils afstand. Fra 'Yoricks kranium' (1995) til den seneste samling, 'Forvandling', har Poulsen udviklet en særlig stemme, som let kan genkendes: Der er tale om udpræget mundtlige digte, som dog langtfra er sludrende, for syntaks og ordvalg håndteres meget præcist, og det hele er båret frem af en solid rytmesans, et drevent jazzet drive. Stemningsmæssigt mærker man i digtene et tænksomt gemyt præget af et lunt vemod, der vipper på kanten af sentimentalitet og nostalgi, men så godt som hver gang redder sig i land ved hjælp af mild (selv)ironi eller en velturneret pointe. Den 'forvandling', som titlen taler om, skyldes tiden: Alting forandres, og sjældent til det bedre, men det må man acceptere med ophøjet ro - det synes at være en genkommende pointe. Samtidig kan der i visse digte spores en dyrkelse af øjeblikkets tidløshed: Dette punkt i tiden er enestående og flygtigt, men indgår samtidig i en hemmelig forbindelse med alle andre øjeblikke. Af og til bringer denne særlige forståelse af tiden - sammen med udtrykkets stramme økonomi og en klassisk tilbageholdt patos - Poulsen betænkelig tæt på et tonefald, der ikke er hans eget, men tilhører den argentinske mester Jorge Luis Borges, hvis digte og prosastykker han har oversat. Poulsen er dog efter min mening bedst, når han er sig selv - som her i et 'Hypotetisk digt': »Hvis virkeligheden ikke eksisterer,/ vil jeg finde på noget, som ligner./ Den har gjort sig fortjent til en ren skjorte,/ den bedste af de bøger, jeg aldrig har læst,/ et venligt klap på sin ene kind,/ en läkerol mod forbudte lugte fra svælget./ Jeg vil tage den i hånden, virkeligheden,/ og følge den over til banegården/ og vinke farvel til den, når toget forsvinder./ Så vil jeg stille mig på den rullende trappe/ og uanfægtet vende tilbage til samfundslivet./ Måske vil jeg dvæle i en af dens barer/ jævnt tilfreds med min håndtering af sagen./ Siden skal jeg vågne og konstatere,/ at vi har været med i den samme drøm«. Efter at have været med i den samme drøm som Peter Poulsen er også jeg jævnt tilfreds med hans håndtering af sagen. Han slår som sagt ikke de helt store brød op; men er hans brød af et beskedent format, er det til gengæld fremstillet med stor omhu og kyndigt håndværk: Digtene i 'Forvandling' er lune og sprøde og ligger godt i munden.