Ved hjælp af to ord fortæller Jens Peder Larsen alverden. Det er det, han kan. Ordne er 'dø' og 'ja', og de falder i bilen i mørket imellem Louise og hendes far. Lillebror Kasper på 6 år har kræft. 'Orions bælte' veksler mellem den sygdomsramte familie og det solsystem i Orions bælte, hvor Kasper skal bekæmpe Det Onde. Her kommer Louise med på slæb. Sådan er der fortalt mange gange før i bøger for børn. Måske griber Jens Peder Larsens historie ekstra stærkt, fordi den realistiske del i glimt er eventyrligt smuk. De fantastiske og rædsomme begivenheder på planeten Solar er glimtvis underholdende, ikke mindst fordi de markerer kapløbet mellem Kaspers store opgave og hans eget liv. Det er spændende, om de når færgen samtidig. Knugende og bevægende er det at læse om den lille familie, der lukker sig om sig selv i nogle få måneder. De klarer det på knus og kærtegn. Jens Peder Larsen har et falkeblik for de små, altsigende situationer og endegyldige bemærkninger. Her anbragt i det joviale bondske landskab, han kender så godt. Tonen er sindig, og det er smittet af på den fantastiske del oppe i Orions bælte, hvor der højst bliver kastet med meloner og spyfluer er farlige dyr. Der er heller ingen øgler med, da Kasper endelig møder Det Onde. De ser hinanden ind i øjnene og behøver ikke engang at bruge to ord. Der er altid ild i Jens Peder Larsen. Han skriver ikke om ligegyldigheder. Han sidestepper venligt ind til sagens kerne - og så slår han til. Der er kommet en stærk og god bog ud af 'Orions bælte', selv om en kritisk redaktør - Jens Peder Larsen udkommer på eget forlag - burde have strammet historien ind til benet og luget ud i bl.a. brændeovnshyggen.