Ole Henrik Laub fortæller et sted om en morgenstemning i København: »Dagslyset kryber ind over byen som en vældig lysegrå flod der ikke er til at standse, skyller lydløst gennem gaderne, stiger op over de sorte huse, lysner facader og tage og skorstene, mens de tændte gadelygter stadigvæk trækker deres rækker af lysprikker på kryds og tværs i nord og syd og vest«. Der er et flot schwung over Laubs anslag, men også en tendens til det let overlæssede. Han er afhængig af en stærk historie, ellers ender sproget som pynt. Desværre er historien ikke særlig solid i Laubs nye slægtsroman. Handlingen lægger ud i starten af forrige århundrede, i Østjylland, hvor en by hedder Bysted, hotellet er Centralhotellet og hesten, den hedder altså Brune. Her vokser Terkel op sammen med sin far Konrad. Terkel har et modermærke på den ene kind, derfor bliver han både kaldt for Lortehud, Muggenhud og andre øgenavne, der er lige så kontante, indtil han en dag kommer til fotografen, der bare retoucherer mærket væk. Det sætter ligesom et andet perspektiv på tingene.
Det bliver i overfladen
Lyt til artiklen
