Skulle man være så heldig stadig at have Jan Kjærstads romaner til gode, kunne man nok få dén idé at begynde nær begyndelsen, f.eks. med denne hans fjerde bog og tredje roman udgivet på norsk allerede i 1987 efter gennembruddet med 'Homo Falsus' og umiddelbart før de første poetik-essays i samlingen 'Menneskets matrise'. Dén idé vil jeg ikke anbefale. Som den lumsk troskyldige titel antyder, 'Det store eventyr', er den alt andet end ligetil - også på dén facon ligner metaromanen her et kompliceret forarbejde til den tredobbeltbundede Jonas Wergeland-trilogi - 'Forføreren', 'Erobreren' og 'Opdageren' - som alligevel besidder en anden selvfølgelighed, og som jo omsider udløste Nordisk Råds Litteraturpris i 2001. Fra jakobskampen mellem hovedperson og forfatter i 'Homo Falsus' frem til sidste års roman 'Tegn til kjærlighet' har Kjærstad erkendelsesfilosofisk kredset om, hvordan 'fiktion' eventuelt adskiller sig fra 'fakta'? Og var det kompliceret at rumme de tre, indbyrdes udelukkende, fortælleres syn på begivenhederne i Wergelands liv, så er det endnu vanskeligere at holde rede på tekstlagene her i 'Det store eventyr'.
Kærlighedens labyrinter
Lyt til artiklen
