Han bor i Blegerød, elinstallatøren, som har hovedrollen her i romanen: »(...) der var stadig lidt landbrug i kommunen, men nu som kommunalt initiativ. Fastansatte får på græs (...)«. Sjovt sagt. Men ikke helt så sjovt anden gang. Og når fårene kommer igen-igen (og det gør de), så begynder man at tælle dem, og så ved alle, hvad der sker. John Stefan Olsen havde ellers ikke behøvet at genbruge sine jokes. Han bobler af dem, og de er overalt på de 336 siders 'satirisk roman', som ifølge bagsideteksten også er »en varm fortælling om ensomme mennesker, der burde få øje på hinanden og sænke paraderne«. Citatet er umagen værd, fordi bogen just blandt andet er en satire over denne type sprog og moderne verdensforståelse, som den bare selv sidder hjælpeløst fast i. Man griner da, bevares, alt mens man tæller får og møder lagerforvalteren, som ønsker sig bronzebyporte, borgmesteren, som ønsker sig magt, og ekspeditricen, som ønsker sig sex. Samt direktøren for kursusfirmaet Lotus, der kan lære folk at tage telefonen, men bliver likvideret af en polsk svindler, som han har svindlet. 'Borgmester ved et tilfælde' er et filmmanuskript, som ved et tilfælde har forvildet sig ind i omslaget til en roman. Her er rids og ansatser til alverdens Krummefilm og tv-episoder, meget af det skægt og godt set. Men her er ikke dét, der ligner en roman, hvis man hermed mener et stykke kunst, som er klogere end sin forfatter. Jeg er ret sikker på, at John Stefan Olsen er klogere end alle sine Blegerødder tilsammen. Men det taler sjovt nok ikke til hans fordel.
Roman ved et tilfælde
Lyt til artiklen
