En hud så hvid som sne, en mund så rød som blod og et hår så sort som ibenholt. Det er jo den skønne Snehvide fra det mellemeuropæiske eventyr, vil læseren nok tænke. Men de maleriske ynder tilhører i denne fortælling det japanske fabelvæsen Forårssnefnug, en skønjomfru i knop, der kysser helten tilbage til livet og farverne. Det sker i den unge franske forfatter Maxence Fermines (f.1968) stilsikre debutroman fra 1999 'Sne'. Og det sker efter et fortællemønster, der er lige så stramt som eventyrets, men langtfra europæisk i sin sirlige sanselighed. Og så er det i øvrigt slet ikke historien om Snehvide, der vækkes af sin drømmeprins, Fermine ridser op i tusch og 54 ordknappe kapitler, det er historien om den unge digteraspirant Yuko og hans modning som menneske, hans bevægelse mod zen om man vil. Vejen går via mesterlæren, øvelser og øvelser i bleg haikudigtning hen mod det ukunstlede og tvangfri, frem til den selvstændiggjorte mand, der har lagt repetitioner og traditioner fra sig, men taget kærligheden til sig. Og her blander kulturerne atter blod i Fermines fortælling, idet han sender en fransk linedanserinde ind midt i det japanske teselskab (jo, der serveres en del dampende te her!). Linedanseren taber dog ikke porcelænet, men sig selv, volder både glæde og sorg - skaber kort sagt balance i indtil flere mænds liv. Hvorledes må læseren have til gode.
Zensuelt
Lyt til artiklen
