0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Bebo en eksplosion

Et fyldigt udvalg af Simon Grotrians poesi giver en fin genvej gennem denne enestående digters univers.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Simon Grotrian er en ener i dansk digtning, og med tiden har stadig flere fået øjnene op for hans krævende og givende poesi.

Nu har Borgens Forlag så udsendt en samling 'Udvalgte digte', og det er en rigtig god idé, for det fyldige og kronologisk anlagte udvalg er en fin genvej gennem Grotrians forfatterskab der er temmelig omfangsrigt når man tænker på, at det har udfoldet sig i løbet af foreløbig bare seksten år: Fjorten bøger er det blevet til, siden Grotrian debuterede i 1987 med 'Gennem min hånd'.

Disse første digte er korte, kompakte og hudløse udsagn fra følsomt, næsten overfølsomt jeg: »Explosionerne i Det Hvide Rum er sandhedens fængsel« - denne oneliner åbner udvalget, og 'eksplosion' er en genkommende glose i forfatterskabet: Udgangspunktet er splittelse og fragmentering.

I løbet af 'Kollage' (1988) og 'Næste himmel' (1989) dukker der længere, mere udfoldede billedforløb op, og samtidig aftager virkelighedsforankringen i visse digte: Jeget glider helt ud af verden og ind i syrede paralleluniverser. Sproget går sine egne veje, og udgangspunktet i centrallyrikken (et jegs digte om eksistentielle kvababbelser) udfordres.

Bog nummer fire - der også hedder 'Fire' (1990) - er en af de bedste og vigtigste i forfatterskabet (så den kunne godt have været lidt fyldigere repræsenteret i udvalget). I den sker der en voldsom udvidelse af registeret: Den centrallyriske tilgang til poesien er her definitivt reduceret til én blandt mange sproglige strategier.

Noget der kunne minde om systemdigtning og konkretisme dukker op: Systemet består i at samtlige digte i 'Fire' har fire vers, og Grotrians særlige variant af konkretismen er en særlig opmærksomhed over for det enkelte bogstavs (eller tals) grafiske form. Både denne konkretisme og de tal-baserede systemer er genkommende momenter i forfatterskabet.


Tidsmæssigt er der et for Grotrian usædvanligt langt spænd på tre år frem til den næste bog, 'Livsfælder' (1993) som også hører til mine favoritter. Det er en helt anden bog end 'Fire'; den rummer nogle af forfatterskabets længste digte, nogle af dem har næsten fortællende præg.

Mellem de næste fire bøger er springene ikke så store; registeret udvides ikke afgørende, men teknikkerne raffineres. Kristent prægede motiver træder stadig tydeligere frem, f.eks. i 'En æske til Lot' (1995) der som titlen antyder indmonterer bibelsk stof. Tydeligere bliver også en befriende lystighed, en særlig, både absurd og rørende Grotriansk humor.

Den dialog med digteriske forbilleder, som har været der lige siden debuten, bliver mere omfattende og eksplicit i 'Ti' (bog nummer ti fra 1998), der i længere digte diskuterer med H.C. Andersen, Ewald, Celan, Hölderlin, Trakl og flere andre. I 'Seerstemplet' (2001) genskriver Grotrian ligefrem nogle berømte digte fra traditionen, blandt andet Aarestrups 'Angst' og Claussens 'Ekbatana' - det er kærlige og gakkede parodier med rim og rytme efter alle kunstens regler.

Og det er ikke så mærkeligt, at Grotrian så ubesværet kan skrive faste metriske vers, for hans egne digte har ofte en så stabil rytme, at det nærmer sig et metrum. Som regel er pulsen den såkaldte pæoniske: DUM-da-da-da, DUM-da-da-da, og som regel ender digtene på en trykstærk stavelse, gerne et enstavelsesord.


Der er i forbindelse med Grotrian blevet talt om elementer af både barok og surrealisme, og det er ikke helt forkert: Hans digte deler barokkens forkærlighed for det effektfulde, det overdådige og det bevidst kunstige, og de benytter ligesom surrealismen mareridtets bizarre og fascinerende billeder og en drømmeagtig mangel på logik og sammenhæng.

Inspirationen fra barok og surrealisme er ikke kun stilistisk. Også tematisk er der en indflydelse: Barokdigtningens kredsen om det timelige og det evige, om døden som flytter os fra det ene til det andet, og om Gud som nådigt hersker overalt, genfindes hos Grotrian. Det samme gør surrealismens tro på sjæledybdernes realitet.

Men ingen isme, ingen kategori kan udtømmende beskrive Grotrian. Han har sit helt eget, højst særprægede univers. Med de 'Udvalgte digte' er det blevet mere overskueligt at flyve igennem det. Og det kan stærkt anbefales.

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement