Simon Grotrian er en ener i dansk digtning, og med tiden har stadig flere fået øjnene op for hans krævende og givende poesi. Nu har Borgens Forlag så udsendt en samling 'Udvalgte digte', og det er en rigtig god idé, for det fyldige og kronologisk anlagte udvalg er en fin genvej gennem Grotrians forfatterskab der er temmelig omfangsrigt når man tænker på, at det har udfoldet sig i løbet af foreløbig bare seksten år: Fjorten bøger er det blevet til, siden Grotrian debuterede i 1987 med 'Gennem min hånd'. Disse første digte er korte, kompakte og hudløse udsagn fra følsomt, næsten overfølsomt jeg: »Explosionerne i Det Hvide Rum er sandhedens fængsel« - denne oneliner åbner udvalget, og 'eksplosion' er en genkommende glose i forfatterskabet: Udgangspunktet er splittelse og fragmentering. I løbet af 'Kollage' (1988) og 'Næste himmel' (1989) dukker der længere, mere udfoldede billedforløb op, og samtidig aftager virkelighedsforankringen i visse digte: Jeget glider helt ud af verden og ind i syrede paralleluniverser. Sproget går sine egne veje, og udgangspunktet i centrallyrikken (et jegs digte om eksistentielle kvababbelser) udfordres. Bog nummer fire - der også hedder 'Fire' (1990) - er en af de bedste og vigtigste i forfatterskabet (så den kunne godt have været lidt fyldigere repræsenteret i udvalget). I den sker der en voldsom udvidelse af registeret: Den centrallyriske tilgang til poesien er her definitivt reduceret til én blandt mange sproglige strategier. Noget der kunne minde om systemdigtning og konkretisme dukker op: Systemet består i at samtlige digte i 'Fire' har fire vers, og Grotrians særlige variant af konkretismen er en særlig opmærksomhed over for det enkelte bogstavs (eller tals) grafiske form. Både denne konkretisme og de tal-baserede systemer er genkommende momenter i forfatterskabet.