Døden. Lidelsen. Smerten. Det er ikke de mest muntre kapiteloverskrifter, man finder i Paardekoopers debutroman 'Sixten og Elvira'. Ja, debut og debut - det er jo, som man tager det, for bag forfatternavnet gemmer sig en mand, der tidligere hed Asger Schnack, men nu officielt har skiftet navn til Asger Paardekooper Braun. Som Asger Schnack har han et større forfatterskab bag sig, der strækker sig helt tilbage til 1967, og som Ane Schmidt har han sat strøm til underlivet med den erotiske dobbeltroman 'Anelser'. Så at kalde beretningen om parret, der flygter fra samfundets krav, for en debutroman har vist større betydning for forfatteren end for læserne. I hvert fald kan man godt mærke, at bogen her er skrevet af et menneske, som har beskæftiget sig med sprog det meste af sit liv. Det er en rutineret forfatters værk, nye klæder eller ej. Men det var døden, lidelsen og smerten, vi kom fra. Døden på skovturen, hvor Sixten Sparre skyder først Elvira og siden sig selv, efter at de har brugt hver en klink og må give op i forhold til en verden, der ikke har plads til passionen. Lidelsen, mens løjtnant Sixten går rundt og rundt om den varme cirkusprinsesse og bombarderer hende med breve, mens lemmet rejser sig strunkt under dynen, som regel utilfredsstillet fordi konen er kold. Smerten, da to kroppe omsider kan smelte sammen til én, og ansigter fortrækkes til helt ukendt skønhed, mens flugten skærper bevidstheden om, at de elskende er ved at male sig op i et hjørne.
Væske og stød
Lyt til artiklen
