Tag på højskole, klip håret, og verden er som forandret. Eller næsten. For helt så enkelt går det naturligvis ikke i 'Et personligt anliggende', der slet ikke er nogen selvhjælpsbog, men Inge Lise Hornemanns anden og for så vidt læsbare roman. Debuten, 'Dæmningstid' foregik i landlige omgivelser. Det gør toeren også. I den grad og helt uden nåde. Er man først havnet i syvende kartoffelrække, er det nærmest umuligt at komme op igen. Det må den unge skolefrøken Andrea sande, da hun i hast forlader stenbroen for at følge den mand, hun tror, hun elsker om ikke til verdens ende så altså til en flække med det misvisende navn Virke. Der sker nemlig ikke en hujende fis i Virke, bortset fra den obligatoriske nabosladder og en kølig pils i hinandens baghaver efter de lige så obligatoriske vennetjenester. Man bygger om, graver have, kalker hus og forfra igen. Hele dette landlige, stærkt socialiserende sisyfosarbejde gengiver Inge Lise Hornemann meget præcist og kun en lille smule drillende. »Det var bart og horisontalt og til at græde over«, lyder Andreas førsteindtryk af den nye idyl. Men det er kæresten Gert, der kort efter bryder i gråd. Og det er hans drøm om et stille lærerliv i pagt med natur, folk og fæ, der brister. For konen er ikke sådan at plante om. Hun er faktisk slet ikke sådan at blive klog på.
Virke uden lyst
Lyt til artiklen
