En udkørt mor tager sig den luksus at tage et bad, mens hendes barn leger i kravlegården. Hun nyder badesæben, titlen på novellen i lyrikeren Annemette Kure Andersens prosadebut, der rummer tyve kortnoveller, alle koncentreret om en genstand, der er i stand til at udløse katastrofer eller blot små afvigelser. Eller ingenting. Tilfældighed eller skæbne kunne man kalde det - skæbne er måske lidt meget i forbindelse med denne underspillede prosa, men man mærker nu suset, da moderen i føromtalte indledningsnovelle hører en forkert lyd og stiger op fra badet for at se barnet befinde sig - gudskelov i sikkerhed på mellemste trappetrin. Der er tilbageholdt åndedræt med indbygget dramatik i de afmålte og knapt fortalte noveller. Fritskrabet, renfærdig prosa om ensomme eksistenser eller ligefrem særlinge - sådan rubricerer vi jo mennesker uden kontakt med andre! Det er muligvis en pointe, men måske bare anmelderens, for forfatteren er nok mest optaget af at sætte tvangspræget liv centreret om nøjsomme rutiner på smuk, stiliseret formel.
Ensomme eksistenser
Lyt til artiklen
