0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Ensomme eksistenser

Renfærdig prosa i Kure Andersens novelle- debut. Vældig godt, men desværre også lidt for kedeligt.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

En udkørt mor tager sig den luksus at tage et bad, mens hendes barn leger i kravlegården. Hun nyder badesæben, titlen på novellen i lyrikeren Annemette Kure Andersens prosadebut, der rummer tyve kortnoveller, alle koncentreret om en genstand, der er i stand til at udløse katastrofer eller blot små afvigelser. Eller ingenting.

Tilfældighed eller skæbne kunne man kalde det - skæbne er måske lidt meget i forbindelse med denne underspillede prosa, men man mærker nu suset, da moderen i føromtalte indledningsnovelle hører en forkert lyd og stiger op fra badet for at se barnet befinde sig - gudskelov i sikkerhed på mellemste trappetrin.

Der er tilbageholdt åndedræt med indbygget dramatik i de afmålte og knapt fortalte noveller. Fritskrabet, renfærdig prosa om ensomme eksistenser eller ligefrem særlinge - sådan rubricerer vi jo mennesker uden kontakt med andre! Det er muligvis en pointe, men måske bare anmelderens, for forfatteren er nok mest optaget af at sætte tvangspræget liv centreret om nøjsomme rutiner på smuk, stiliseret formel.


Personerne er på sin vis anonyme, uden historie, stort set uden identitet bortset fra erhverv eller andre gøremål. Men de har drømme, som f.eks. kan koncentreres i glas med indsamlede muslingeskaller. Med andre ord: drømme, der kan knuses, hvilket da også sker. Personerne er rent fænomenologisk beskrevet, hvad der kan give fantastisk overraskende litteratur, men også megen kedelig rapporteren.

Alle Kure Andersens noveller har en genstand som omdrejningspunkt - et slips, et brev, en sten, en læbestift, en cykel, en balkon etc. Bag det dagligdags lurer katastrofen, eller forandringen lokker - eller ingenting viser sig. Revet ud af deres ensomhed og isolation bliver personerne aldrig. Uanset alder eller social placering. Det er et hjerteskærende nøjsomt univers, personerne befinder sig i.

Men stilstand og den slags taknemmelighed, der er resultatet af undgået katastrofe, er dog udgangen på indledningsnovellen. Muligheder aner man ellers sjældent, bortset fra slutnovellen, Lampen, hvor det lykkes en mand at sammenlodde en bunke lameller til en lampe, han har fundet, hvilket resulterer i stort set den eneste form for billedbrug, vi finder i bogen:

»Han ser betaget på lampen. Den er ikke længere en kvæstet fugl, men nu næsten en kvinde. Måske en dronning iført fornemme gevandter. Træt slukker han lyset. Han går ind i sit soveværelse. I morgen vil han tage på loppemarked igen«.

Det er smukt skrevet, det hele, med en dreven ro i stemmeføringen, der dækker over og afslører usikkerheden bag alle personernes tilkæmpede og ufrivilligt fastholdte univers. Det er på sin vis vældig godt - problemet er bare, at det også er vældig kedeligt. Det kræver en Peter Seeberg at puste liv i denne type eksistens. Sammenligningen er unfair med en prosadebutant, men Kure Andersen har seks digtsamlinger bag sig og ved, hvad hun gør. Glimrende penneprøver med velprøvede motiver er bare ikke nok

Deltag i debatten nu

Det koster kun 1 kr. at få fuld adgang til Politiken, hvor du kan læse artikler, lytte til podcasts og løse krydsord.

Læs mere

Annonce