0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Jess!

Jess Ørnsbos i enhver forstand buldrende sorte og forunderligt skønne digte brænder igennem.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Jess Ørnsbos poesi overrasker ord for ord: Alt kan ske i næste linje, og man kan aldrig føle sig sikker: »så aborterer en niårig ved synet af broderens« lyder et vers - broderens hvad, når man at tænke, inden øjet iler videre, og gæt engang, kære læser, gæt hundrede gange, jeg er sikker på, at De ikke når frem til svaret, som er: »gravide guitar«.

Ørnsbos digte er en slags absurde kollager med klare forløb. Med deres galskab og underliggende fortvivlelse minder de om dadaisme, men de er mere sammenhængende, mere forpligtede. Metoden består i at etablere højst uventede og skønne møder mellem ord på digtets dissektionsbord; derfor kunne man sige, at det var en slags surrealisme.

Men i så fald er det ikke af den pæne freudianske slags, hvor der under en bizar overflade af fortætninger og forskydninger er et trivielt driftsliv. Nej, hos Ørnsbo er der i den sproglige overflade ikke så meget fortætning og forskydning, men snarere forvrængning, sammenstød og eksplosion; og den underliggende tematik drejer sig ikke kun om drifter (skønt de også strejfes), men også og især om tilværelsens gennemgribende meningsløshed og om det åndsindskrænkende og hjerteløse normalitetstyranni.


Den nye bog er den tredje i rækken, efter at Ørnsbo i 1997 brød 13 års digttavshed (i den mellemliggende periode har han skrevet dramatik) med det flerstemmige storværk 'Tidebogen'; i 2001 fulgte den fremragende og totalt udknaldede 'Undren', og nu foreligger så 'Tavse digte', som ikke er mindre fremragende, men nok en anelse mere afdæmpet: Den underliggende fortvivlelse er blevet tydeligere.

Ét af bogens ledemotiver er 'hjernen', som lever sit eget liv, uafhængigt af digtenes jeg; et andet er 'knirken': Ørnsbos verden er i begge betydninger af ordet en skør verden. Derudover præges 'Tavse digte' blandt andet af en række prægtige portrætagtige digte. Om 'Hr. Skrums' hedder det f.eks.:

Hans øjenlåg falder altid ned i munden på ham hans hår forældes i løbet af blot een dag og alt det savl han kalder fodsved samt en vis hængende underlæbe han påstår kommer af for tunge tænder Han går altid ud men kommer aldrig hjem hvorfor han vil have sat huslejen ned



















Man kan lægge mærke til et anstrøg af kancellistil: Den stemme, der taler, er meget omhyggelig og vil sandelig ikke kunne hænges op på noget: Paranoiaen lurer lige om hjørnet. Det er endnu tydeligere i dette digt, der som gennemgående greb har en overdreven og forskruet brug af ordet 'dog':

Græs ventileres bedst dog med pigsko så høje som halve ben og helst i dog høj fart rundt på plænen om muligt også bedst i øst-vestlig retning dog








Ørnsbo er - selv af folk, som værdsætter hans store poetiske talent - blevet kritiseret for sit sorte livssyn: Digterens tilværelseskritik batter ikke rigtig, lyder argumentet, fordi han har anbragt sig selv i en outsiderposition, som dybest set bare er destruktiv og elitær. Jeg er uenig:

Ørnsbos kritik af det eksisterende - og af eksistensen som sådan - er ganske rigtigt ætsende, ædende ond. Syren og galden står ud af alle sprækker; livssynet er buldrende sort. Men det samme er humoren. Og den sorte humor er meget afgørende, vil jeg mene, sammen med skønheden.

Skønheden? - Ørnsbo har ry som en dyrker af det groteske, grimme og vrængende. Ikke desto mindre er der også - navnlig hos den sene Ørnsbo (fra 'Tidebogen' og frem) - en mærkelig drømmeagtig skønhed, en skønhed, som ikke er fornem og ophøjet, men underlig - og forunderlig.

Den sorte humor og den forunderlige skønhed er afgørende, fordi de giver Ørnsbos poesi en utrolig vitalitet: At læse den er et energitilskud uden lige. Så selv om Ørnsbo er en sortseer af rang, bliver man opstemt af at læse hans digte - som derfor ikke bare er destruktive: Tematisk set er de rigtignok ikke opbyggelige, men stilistisk set er de særdeles opløftende.

At læse Ørnsbos mesterlige 'Tavse digte' er som at se ind i en anden verden; det er - skiftevis eller på én gang - virkelig gribende, dybt foruroligende, hylende morsomt og meget, meget mærkeligt.