Jess Ørnsbos poesi overrasker ord for ord: Alt kan ske i næste linje, og man kan aldrig føle sig sikker: »så aborterer en niårig ved synet af broderens« lyder et vers - broderens hvad, når man at tænke, inden øjet iler videre, og gæt engang, kære læser, gæt hundrede gange, jeg er sikker på, at De ikke når frem til svaret, som er: »gravide guitar«. Ørnsbos digte er en slags absurde kollager med klare forløb. Med deres galskab og underliggende fortvivlelse minder de om dadaisme, men de er mere sammenhængende, mere forpligtede. Metoden består i at etablere højst uventede og skønne møder mellem ord på digtets dissektionsbord; derfor kunne man sige, at det var en slags surrealisme. Men i så fald er det ikke af den pæne freudianske slags, hvor der under en bizar overflade af fortætninger og forskydninger er et trivielt driftsliv. Nej, hos Ørnsbo er der i den sproglige overflade ikke så meget fortætning og forskydning, men snarere forvrængning, sammenstød og eksplosion; og den underliggende tematik drejer sig ikke kun om drifter (skønt de også strejfes), men også og især om tilværelsens gennemgribende meningsløshed og om det åndsindskrænkende og hjerteløse normalitetstyranni.
Jess!
Lyt til artiklen
