'Sandhedens time' er langt ude, men det er tilværelsen jo også engang imellem. Linda Lassen linder på livets låg, og her er, hvad hun ser: Mia er den fjerdetykkeste på sin efterskole. Hun er der ikke af egen fri vilje, men hun trives, så godt hun nu kan. Ind imellem pligtbesøg derhjemme får hun tid til at skrive i efterskolens avis og bytte køkkentjansen for en fristil. Mia kan drømme og skrive, men hun har et tungt, uforløst og uerkendt sort hul indeni, som aldrig giver hende ro. Der er masser af gode mennesker rundt om Mia - ikke mindst værelseskammeraten Gitte med det kække motto: »Hvis alt andet glipper, så prøv med sandheden«. Mens de fleste piger på efterskolen bliver tyndere og tyndere, så bliver Mia tungere og tungere. Til sidst forsyner hun sig med fars sovepiller og køber en enkeltbillet til toget. Så langt ud skal denne pige, før omgivelserne reagerer - med sandheden. Linda Lassen søger i både sprog og handlingsgang det ultraklaustrofobiske. Der lugter klamt i Mias familie lige fra starten, men det er først på de allersidste sider, at sandhedens time ankommer. Inden da må læseren undre sig over moderens kulde, faderens joviale gangart, den formummede lillebror - et sødt og kærligt portræt - samt ikke mindst Mias natlige mareridt. Pigen har menstruation hver fjortende dag og livslang kvalme. Hvorfor har hun det? Sådan vil enhver læser indvende - det er jo ikke en krimi det hér! - og denne undren blokerer i nogen grad for, at man kan udvikle sig med historien. Undervejs lægger forfatteren tilmed falske spor ud. Hvorfor efterskole? Måske er mor syg? Har far en rødhåret kæreste? Det øger alt sammen forvirringen. Pointen er naturligvis, at læseren ikke skal vide noget, som Mia ikke selv ved. Først sent opdager hun, at hendes egen far har dopet og misbrugt hende. Deraf sovepillerne. Det er en ærlig, barsk og intens historie. Det er tydeligt, at forfatteren ved besked. Kulden er rigtig kold, nedturen er kulsort, og sandheden er ikke til at bære. Der er mange levende bipersoner i bogen; sproget er opfindsomt - efterskoleforstanderen har »topmave og venlige øjne« - så det er til at bære, når tonen indimellem bliver lidt belærende.