0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Det fortabte land

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

»Det siges, at vi grønlændere har været meget heldige med at blive koloniseret af danskerne. Det siges, at vi bare kan se på andre, der også er blevet koloniseret. Det siges, at vi er meget lykkeligere end disse«.

Den svider sådan en bemærkning, som man finder mange af i Kelly Berthelsens 'En sjæls inderste kammer'. Og det svider, både i de tekster, der er kritisk- ironiske over for de politiske forhold, over for mumledemokratiet, og i de tekster, der jager sonder ind i den grønlandske sjæl.

Det fortællende jeg, som er gennemgående i flertallet af teksterne, står i en tekst oppe på et fjeld og ser, hvordan hans samfundsfæller, som han kalder dem, står og tramper i vandpytter fyldt med spiritusregn, mens andre er ved at blive kvalt tyk hashrøg.

Jeget observerer sultne, forkomne børn, men det bemærker også, hvordan alle begynder at række vejret på den rigtige måde, de mørke skyer, der giver alkoholregnen, driver væk, og hvordan håbet trænger sig på.

Optimismen i denne tekst modsvares dog af en række af de andre, der har et konsekvent mismod som kendetegn.

Barskest er den indefra oplevede beskrivelse af drikkeriet og hashrygeriet, der får alle implicerede til at glemme alting - også børnene. I en af historierne begynder nogle drukmåse dog at lede efter en ung mor, som har efterladt sit spædbarn alene i et syndigt svineri. Men det lille barn græder ikke, »for hun har ikke kræfter til det«. Så slutter teksten, og det er overladt til læseren at tænke videre over dette og andre børns skæbner.

Flertallet af teksterne handler om Grønland og de grønlandske levevilkår. De er kortfattede, nogle halvsurrealistiske, men budskabet er klart i dem alle. Grønlænderne er fortabte, deres kultur forsvinder, hvis ingen gør noget. Men hvad skal man gøre? En fortæller har dog bud på en løsning: De skal bygge konebåde mage til dem, som Qasapi byggede i sin tid. For dette fabelvæsen byggede en magisk konebåd, som kunne kælve som et isbjerg - og disse konebåde skal være våbnet, redningen. Og der åbner sig for læserens indre blik et syn af en hel flåde konebåde på vej for at redde Grønland.


Ikke alle teksterne har udgangspunkt i Grønland. En underfundigkritisk handler om en flok unge mennesker i Nazareth. Flokkens leder blev senere verdensberømt, fortælles det, og engang tog han de andre med ind i sin fars værksted og viste dem en kasse, som indeholdt billeder, som bevægede sig. De forfærdes og får at vide, at denne kasse vil få fremtidssamfund til at falde fra hinanden.

»Mange folkeslag vil ikke lave andet end at sidde og stirre på den, hele dagen lang. De vil ikke længere bruge deres krop og de vil blive tomhjernede«. Og, siger den unge mand, til sidst vil naturen gå amok, men det vil være for sent at begynde at forstå det, »og der vil herske stor forvirring«.

Dystert? Ja, og det er en dyster samling, Kelly Berthelsen har præsteret. Positiviteten findes i bevidstheden om styrken i den gamle grønlandske kultur, i den ældgamle jagt, i glæden, som den gamle kone føler, når hun syr et par kvindebukser i sælskind til sin datter, og »på det sted hvor et barn kommer ud, laver hun flere små røde og blå skindbroderier; disse er så små, at man næsten ikke kan få øje på dem. Således vil hun forberede sig på at få flere børnebørn af begge køn«. Her er lyset at finde - ikke i de af danskere inficerede bysamfund.

En sjæls inderste kammer rummer en række tekster, der hæver sig smukt, mens et par andre fortaber sig i surreale irgange. Men det er bestemt et interessant bud på en nordisk pristager, og som bekendt har en grønlandsk forfatter endnu ikke modtaget Nordisk Råds Litteraturpris. Måske er timen kommet.