I en note til sin debutdigtsamling oplyser Christian Stokbro Karlsen (f. 1975), at titlen 'Kerygma' er en betegnelse for den kristne prædiken forstået som en »forkyndelse, som ikke er rettet til den teoretiske fornuft, men tilhøreren som et selv«. Med sin indstændigt henvendende tone nærmer Stokbro Karlsen sig da også af og til en art forkyndelse. Bogen er præget af kristent farvede metafysiske temaer som kødet og sjælen, den udsatte eksistens og det evige liv samt arvesynden og kærlighedens mirakel. Stokbro Karlsen har som lyriker et sympatisk afdæmpet temperament og efter alt at dømme også et vedkommende stof. Hvad han mangler, er et selvstændigt udtryk. 'Kerygma' skriver sig alt for tæt op ad Søren Ulrik Thomsens digte, navnlig dem fra 'Nye digte' og 'Hjemfalden': Syntaks, glosevalg, metaforkonstruktioner, ja hele tonen er præget af Thomsen (og til dels af Simon Grotrian, hvad de mere udknaldede billeder angår). Linjer som »Hver dag lader vi natten lægge en time til vort liv«, »Jeg så min sjæls sarte skygge indtage dagen« og »regnen, / som skyllede ind over skellet / mellem nat og dag, / hvori alt er del i sin skygge og sit selv« klinger alt for meget af Thomsen. Det ærke-Thomsenske motiv, skellet mellem lys og skygge, dukker også op i følgende digt som citeres i sin helhed: »Af alle skel mellem lys og skygge / forekommer efterårets kuldslåede virkelighed mig / at være den smukkeste; anløben og forskudt, som den er, / tilbageviser den os til hinanden, / og retter vore blikke mod et punkt, / hvorom man må tie«.
Gå selv, Karlsen!
Lyt til artiklen
