0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Læsioner

Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Måske er mennesket langsomt ved at bevæge sig ind i en epoke, hvor det gradvis er ved at udslette sig selv og sin egenart til fordel for kloninger og kunstig intelligens? Det ville da være ensbetydende med, at vi gik ind i en slags menneskehedens oktober: En kold og mørk overgang, der markerer en forsvinding af liv.

I sit ny opus, 'Oktober', der udgør sidste del af trilogien 'Tilfældige forbindelser', bakser Stig Dalager - der pudsigt nok også fylder 50 i oktober - med implikationerne af dette spørgsmål.

Det gør han ved at præsentere os for tolv noveller, der hver for sig beskriver sider af det sarte menneskeliv, flankeret og spejlet af en trettende og sidste tekst, placeret i en ikke så fjern fremtid, befolket med »homo novas«, helt igennem kunstige kopier af mennesker. Måske er oktober også sårbarhedens måned?

I hvert fald udforsker Dalager i sine noveller med fabelagtig præcision livets smertepunkter, de steder hvor læsioner og brud i livet enten opstår eller på ny rives op. Dalagers undersøgelse viser os en række glimt af skæbner, som er forbundet med direkte og indirekte tråde, og som på den led altid deler sårbarheden:

Ingen kan helt unddrage sig, og hvis de synes at kunne, fremstår det som en skavank af kulde og afstumpethed, ikke som et tegn på robust overlevelsesevne. De gennemgående begivenheder for de involverede er død, skilsmisse, svigt, små og store bedrag, men ikke kun, der er også små spæde håb, som f.eks. i novellen 'Kvinden nedenunder'.


Dalagers sprogkunst er sprød og skarp, man bemærker den næsten ikke, indtil man pludselig stopper op og glæder sig over dens usynlige effektivitet. Novellernes univers minder en god del om tyskeren Botho Strauss, f.eks. hans 'Leve sløve lyve', der er den samme melankolske og skiftevis ætsende og blide beskrivelse af hverdagslivets små stød og slag, kærlighedens svære kår, afmagtens og ukuelighedens spændte balance.

Et andet genkommende træk er Dalagers tilbøjelighed til at berøre forbindelseslinjerne mellem barndom og voksenhed, dels er der flere meget fine skildringer set fra barnets vinkel, dels hjemsøges novellernes voksne af tydelige erindringer fra barndom og opvækst.

Pointen er her, at barndommens sår og problemer aldrig helt forsvinder, de følger med og klinger igennem, hver gang den voksnes oktober-liv murrer og vakler. Ikke desto mindre er novellerne en hårdfør og meget smuk kærlighedserklæring netop til dette sårbare, levende, forgængelige og flygtige menneskeliv.

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement

Annonce