Indbyggerne i Helvede har hvert hundrede år en fridag. Og da indgangen/udgangen til Helvede ligger lige ved en landsby i Usbekistan, så har man en del endagsturisme dér i byen. Etgar Keret beretter ganske galgenhumoristisk om det i novellen 'En spritzer fra Helvede', og så falder sammenligningen: »Det er ligesom i hæren, hvor man kun har fri hver tredje weekend, eller på en vagt, hvor man kun må sidde ned i fem minutter en gang i timen hver hele time«. Hæren er overalt i disse noveller. Som en reference, en metafor, et vilkår - noget, der fylder så meget i en israelers liv. Samtidig med, at israelere er akkurat lige så amerikaniserede og kulturpoppede som alle os andre. Tidens almindelige blanding af Microsoft, Disney, Hollywood og seksualfiksering tilsat selvmordsbombere, intifada, indvandringsbølger og et sted i baggrunden: holocaust. Intet under, at absurd og grænseoverskridende humor har særlige vilkår i dette land, som synes at udleve 'M.A.S.H.' og 'Catch 22' i den skinbarlige, israelske virkelighed. 'Buschaufføren der ville være Gud' er et skønsomt udvalg af en række bøger med historier fra Etgar Kerets værksted. Små, skægge, forfærdende, respektløse historier, om en følsom lejemorder, om en selvmordsbombers evige liv (»Hans ansigt lignede et puslespil, som var opgivet på halvvejen«), og, altså, om denne hersens buschauffør, som egentlig ville have været Gud, men dog er ganske godt tilfreds med det næstbedste. Hans guddommelige ideologi er en gennemtænkt holdning til, om man bør tage forsinkede passagerer op eller ej. Alle Etgar Kerets historier har et twist, og man ved hver gang, at når dette twist er kommet, så er historien slut. Det er en form for kreativ skrivning, ikke stor kunst, men repræsentativt håndværk: repræsentativt for en absurd israelsk virkelighed. Der bor mennesker i den, rigtige mennesker.