Havregrød om morgenen, Fadervor om aftenen, en mor, der er gået i symbiose med sit viskestykke, og en far, der egenrådigt bestyrer knappen på husstandens første tv-apparat: Alle mand på tre meters sikker afstand af skærmen og ikke noget med at skifte kanal midt i en udsendelse, det er kun dem i København, der gør sådan noget! En by og en dreng i provinsen. En familie og navnlig en (far)mand runden af det jævne danske småborgerskab. Den produktive dramatiker Erling Jepsen har været der før, lige midt i den søvndyssende almindelighed bag de klippede hække i 1960'ernes sønderjyske barndomsland. 'Kunsten at græde i kor' er Jepsens næste roman efter den roste debut 'Ingen grund til overdramatisering', og der er absolut grund til igen at rose og til igen at advare mod almindelighedens bedrageriske skin. For det er med en grumhed, der nærmer sig Soyas, at Jepsen flår de fromme fåreklæder af både kernefamilie og nærsamfund, så forlorenhed og selvisk kalkulation træder frem i pinagtigt skærende lys. Den fortællende stemme er 11 år - sprogligt ernæret af lige dele bibellæsning og Tarzan-dyrkelse - og for så vidt dybt rørende i sin faderloyalitet. Men som det også gælder for familiens øvrige medlemmer, er der et større og mere eller mindre bevidst mål med loyaliteten: Når far har det godt, er der færre tæsk og mere hyggelig fællessang på programmet. Far og søn deler i øvrigt den bizarre hobby at underholde ved begravelser. Far taler i kønne vendinger, knægten kniber en klædelig tåre, og selskabet kvitterer med forløsende massegråd. En 'god' begravelse lokker pudsigt nok flere kunder i familiens skrantende biks, og selv menighedsrådet bliver interesseret i mælkemanden med den effektive retorik.