Svenske Henning Mankel har gennem sine romanserie om politikommissær Kurt Wallander fået et stort læsepublikum i de nordiske lande, og årsagen til dette ligger sandsynligvis i Mankels evne til på trods af sin næsten overomstændelige realistiske fortælleform at opbygge en spænding, som gør, at læseren har svært ved at lægge romanen fra sig. Og det må læseren trods alt en gang i mellem, for Mankel hører ikke til dem, der sparer på ord, papir og tryksværte, og man kan derfor ikke læse hans romaner i ét ryk, hvis man da ikke vil dø af sult og tørst undervejs. 'I Danselærerens genkomst' møder læseren en yngre politimand, der har fået konstateret en kræftknude i tungen, og han går og venter på at komme i strålebehandling. Han er sygemeldt, angst og aner ikke, hvad han skal stille op med sig selv, da han læser, at en kollega, han engang har arbejdet sammen med, er blevet myrdet et sted i det næsten øde Nordsverige. Han beslutter at køre derop, og han opsøger det politihold, der arbejder med opklaringen af den tilsyneladende omhyggeligt planlagte forbrydelse. Det, der først og fremmest adskiller denne fra alle andre, er, at morderen tilsyneladende først har pryglet sit offer ihjel og dernæst danset tango med sit blodige offer. Stefan Lindman undrer sig, det samme gør de andre, men da hans fornemmelse - ikke for sne - men for skygger og skikkelser i mørket er finere end de andres, lykkes det ham at trænge ind i det uhyggelige og aktuelle spil, som ligger bag mordet på den gamle politimand og hans nabo.
Dansende drab
Lyt til artiklen
