0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Dansende drab

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Svenske Henning Mankel har gennem sine romanserie om politikommissær Kurt Wallander fået et stort læsepublikum i de nordiske lande, og årsagen til dette ligger sandsynligvis i Mankels evne til på trods af sin næsten overomstændelige realistiske fortælleform at opbygge en spænding, som gør, at læseren har svært ved at lægge romanen fra sig.

Og det må læseren trods alt en gang i mellem, for Mankel hører ikke til dem, der sparer på ord, papir og tryksværte, og man kan derfor ikke læse hans romaner i ét ryk, hvis man da ikke vil dø af sult og tørst undervejs.

'I Danselærerens genkomst' møder læseren en yngre politimand, der har fået konstateret en kræftknude i tungen, og han går og venter på at komme i strålebehandling. Han er sygemeldt, angst og aner ikke, hvad han skal stille op med sig selv, da han læser, at en kollega, han engang har arbejdet sammen med, er blevet myrdet et sted i det næsten øde Nordsverige.

Han beslutter at køre derop, og han opsøger det politihold, der arbejder med opklaringen af den tilsyneladende omhyggeligt planlagte forbrydelse.

Det, der først og fremmest adskiller denne fra alle andre, er, at morderen tilsyneladende først har pryglet sit offer ihjel og dernæst danset tango med sit blodige offer.

Stefan Lindman undrer sig, det samme gør de andre, men da hans fornemmelse - ikke for sne - men for skygger og skikkelser i mørket er finere end de andres, lykkes det ham at trænge ind i det uhyggelige og aktuelle spil, som ligger bag mordet på den gamle politimand og hans nabo.


Der krydsklippes med mellemrum til andre deltagere i denne opgørshistorie, der har rødder tilbage til Anden Verdenskrig og de rædsler, der fandt sted i krigens sidste fase. Det er dog Stefan Lindman, som er den bærende figur, og selv om han ikke i sig selv er nogen synderlig interessant skikkelse, formår Mankel at sandsynliggøre hans sygdoms- og dødsangst.

Det er noget velgørende almindeligt og troværdigt over Stefan Lindman, og det er denne almindelighed parret dels med historien, dels Mankels vrede over de fremmedhadske tendenser, han ser i det svenske samfund, som tilsammen gør, at man som læser brænder fedt af under læsningen af de 415 sider.

Jeg har grundet over, om oversætteren Lena Krogh Bertram, oversætter korrekt, når hun i en scene, hvor en kvinde tilstår en af forbrydelserne, og politimanden konstaterende siger til hende, at det altså var mord, hun begik. I dansk retspleje og politiarbejde mener jeg ikke, at ordet mord bruges, men drab. Så set fra min lænestol, ville jeg mene, at 'drab' ville have været rigtigere, selv om man muligvis i svensk retspleje anvender ordet 'mörd'.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu

Annonce