En bog, der bare hedder 'Frikadelle, frikadelle, frikadelle', burde anmeldes andetsteds i avisen, hvis ikke den lige havde en bekendt hund udenpå og undertitlen 'Nye historier om Mester'. Så falder tiøren, og døren til køleskabet går op af sig selv. Vi er på Ærø, hjemme hos Thomas Winding, hvor der står en sofa, og hvor den uforlignelige, ubestemmelige Mester-hund bor. Mester er efterhånden blevet 17 år. Det er 119 'menneskeår'. Thomas Winding er heller ikke selv nogen unghund længere. Nu sætter han også pris på en middagslur og rigeligt med hvil. Derfor kan forfatteren heller ikke helt forstå de kræfter, som får en oldhund til at sidde og hyle hele natten foran et hus på Ærø, lige indtil husets venlige ejer går ud og klapper Mester (= aflæser hundeejerens telefonnummer). Det konverserer mand og hund om på sofakanten: »Fortæl mig om hende. Hvordan ser hun ud? Det aner jeg ikke. Har du aldrig set hende? Aldrig. Det er ikke nødvendigt. Så snart jeg mærkede hendes duft, var hun min«.
Vuf og Winding
Lyt til artiklen
