'Spøgelsesbyen' er endnu en af Ian Rankins spændende historier om den plagede kriminalkommissær Rebus og hans kamp mod forbrydere og egne dæmoner i et Edinburgh, som skildres med en sans for alt det hårde og grå, som næppe behager det lokale turistråd. Edinburghs topografi og udvikling er i høj grad i centrum af romanen: Rankin skildrer levende og detaljeret de forskellige kvarterer, ikke mindst de mere nedslidte af dem, som ifølge planlæggerne skal vige for det nye skotske parlament med tilhørende kontorer og elegante boligområder. Da opklaringsarbejdet fører Rebus tilbage til hans barndoms forstad, bliver der også lejlighed til at beskæftige sig med mineindustriens afvikling og alt, hvad den har medført af sociale og kulturelle forandringer i de gamle arbejdersamfund. Rankin forstår at væve sine byhistoriske og sociologiske betragtninger så fint ind i fortællingen, at de ikke bare er interessante, men også væsentlige for plottets udvikling. Historiens tråde er bl.a. en seriemorder, der vender hjem fra USA for at gøre gamle regnskaber op, Rebus' møde med sin gamle skolekæreste, forsvundne teenagere og pædofili i og uden for et kirkeligt børnehjem. Særligt stærkt står skildringen af en journalists skæbnesvangre forsøg på at sikre sin pension ved hjælp af en serie eksklusivinterview med seriemorderen og den lynchstemning, der opstår, da Rebus lader det sive ud, at en pædofilidømt er flyttet ind i en boligblok med udsigt til den lokale legeplads.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.




























