Meget godt kan man sige om George Orwells '1984'. Blot ikke at den er nogen særlig god science fiction-roman. Bevares der er bevingede anslag, vi kan genkende, og de er blevet værre siden 1948. Men alligevel er den lidt fattig og tidstypisk i sit design og i hvert fald slet ikke i begavet trit med genrens futuristiske fantastik, dens kreative opsøgning af alternative udviklinger. '1984' kalder man - ligesom Aldous Huxleys 'Fagre nye verden' - for en dystopi. En fremtid som netop ikke blev en smuk utopi, men et håbløst mareridt af lukket umenneskelighed. Og således på alle måder i virkeligheden en allegori over det værste, værkets samtid kunne udtænke om kurs og retning i det politiske system. Senere og med mere spændende tekster i genren begynder man frit at benytte fysikeren Robert Clausius' begreb om varmeenergiske forhold, entropi, i betydningen af et åbent og mangfoldigt sammenbrud af system og samfund. Men netop ikke lukket ned i et udvejsløst mol, mere kompliceret, diskuterende og dialektisk lagt ind i en fremtidsgeografi, som peger i flere retninger end ind i de sidste dage, Jordens undergang og det endelige mørke. Entropien bliver et værdiopløsende ingenmandsland i en ny betydning. Ikke altid for det gode, men næsten altid for det interessante og inciterende.
Rummelige visioner
Lyt til artiklen
