Et sted i Günter Grass' 'Im Krebsgang' tales der om, at være »født mens skibet sank«. Tilbage fra de græske tragedier har man i litteraturen ofte brugt skibet på det farefulde hav, som billede på staten. Hverken det tyske skib Wilhelm Gustloff eller den nazistiske stat nåede i sikker havn. De, der blev født eller var børn på det tidspunkt, havde ingen andel i regimets forbrydelser. Som børn af et forbryderisk regime vejede deres lidelser ikke lige så tungt som nazismens mange ofre. De tyske børn, der druknede ved Wilhelm Gustloffs forlis, befandt sig derfor i en tusmørkezone, hvor de var ofre, men ikke havde ret til at være det. Formuleringen 'at være født mens skibet sank' skal også forstås mere direkte. Fortælleren i 'Im Krebsgang', journalisten Paul Pokriefke, blev bogstaveligt talt »født mens skibet sank«, nemlig under selve ulykken og sammen med sin mor reddet om bord på en tysk ubåd. Liv og død lige ved siden af hinanden: Spædbarnets første gråd akkompagneret af de druknendes dødsskrig. I dette tyske rekviem er der sandelig »stof til en roman«, som det siges. Selv foretrækker Grass beskedent at genrebestemme sin fortælling som en novelle.
Historiens hittebørn
Lyt til artiklen
