0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Historiens hittebørn

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
ingeni
Foto: ingeni
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Et sted i Günter Grass' 'Im Krebsgang' tales der om, at være »født mens skibet sank«.

Tilbage fra de græske tragedier har man i litteraturen ofte brugt skibet på det farefulde hav, som billede på staten. Hverken det tyske skib Wilhelm Gustloff eller den nazistiske stat nåede i sikker havn.

De, der blev født eller var børn på det tidspunkt, havde ingen andel i regimets forbrydelser. Som børn af et forbryderisk regime vejede deres lidelser ikke lige så tungt som nazismens mange ofre.

De tyske børn, der druknede ved Wilhelm Gustloffs forlis, befandt sig derfor i en tusmørkezone, hvor de var ofre, men ikke havde ret til at være det.

Formuleringen 'at være født mens skibet sank' skal også forstås mere direkte. Fortælleren i 'Im Krebsgang', journalisten Paul Pokriefke, blev bogstaveligt talt »født mens skibet sank«, nemlig under selve ulykken og sammen med sin mor reddet om bord på en tysk ubåd.

Liv og død lige ved siden af hinanden: Spædbarnets første gråd akkompagneret af de druknendes dødsskrig. I dette tyske rekviem er der sandelig »stof til en roman«, som det siges. Selv foretrækker Grass beskedent at genrebestemme sin fortælling som en novelle.


Selv om 'Im Krebsgang' er en fortælling om en fortrængt historie, er den ikke kun en historisk roman. Handlingens nutid er 1990'erne dvs. tiden efter Murens fald, DDR-regimets sammenbrud og højreradikalismens genkomst i de fattige områder i det østlige Tyskland.

I dette politiske klima har Paul Pokriefkes søn, teenageren Konrad, genopdaget historien om det tyske skib. Det skib, der sank for 50 år siden, sejler nu videre som et virtuelt fænomen i cyberspace og på internetadressen www.blutzeuge.de.

Blodvidnet eller martyren er den historiske person Wilhelm Gustloff, funktionæren i det nazistiske parti, der blev myrdet før krigen. Han bliver hævnet disse mange år efter sin død af den højreradikale og antisemitiske Konrad. Den gamle historie fortsætter i ny skikkelse, hvilket bl.a. er gjort muligt af en far, som er for slap til at gribe ind og en bedstemor, der med sin krigsnostalgi holder gryden i kog.

'Im Krebsgang' er en tysk familiehistorie om at være faderløs fra fødslen og om at skulle finde sine egne ben efter, at alt er brudt sammen, og selv svigte når det kommer til stykket. Det, der begynder som Paul Pokriefkes journalistiske arbejde med den gamle historie, ender i takt med at han opdager sønnens betændte politiske engagement i »krebsegang tilbage til min private ulykke«.

Det er lykkedes Günter Grass at ramme en særlig tone. En mærkværdig stemning af på den ene side den forfærdelige fortids lethed i de nye kommunikationsmedier og på den anden side en lethed, der rummer mulighed for nye rædsler. Som i et computerspil, hvor det pludselig er rigtige mennesker, der dør.

I cyberspaces store, men også lukkede verden hidser Konrad sig op til at begå et hævnmord på Wilhelm Gustloffs vegne 50 år efter det oprindelige mord. Nazisme er ikke længere overbevisning, men et klistermærke for had og forældresvigt. Günter Grass har skrevet en fintmærkende roman om vor tid og dens særlige blanding af lethed, ironi og god gammeldags sorg.


De mennesker, der druknede ved forliset, var afmægtige, sårede, sultne og syge flygtninge og derfor ofre uanset hvilken andel de havde i, at de kom til at befinde sig på det skib. Skylden relativerer ikke smerten og smerten ikke skylden.

Men allerede det er åbenbart mere end følelserne kan bære. For de var nok ofre, men ofre, som det ikke er nemt at identificere sig med, medmindre man lader enhver historisk viden forsvinde op i den blå luft.

Derfor kan Wilhelm Gustloffs forlis ikke uden videre sammenlignes med Titanics undergang, og derfor bliver der ikke lavet tårepersere på film om det tyske skib. Den historiske sammenhæng udelukker samme følelsesmæssige identifikation, hvilket både er berettiget og uretfærdigt.

De tyske flygtninge fra øst var objektivt set del af en forbrydelse, uden at de nødvendigvis var det personligt. På samme tid et kors for tanken, en udfordring for vores medlidenhed og en prøve på vores kritiske beredskab.

Hvordan kommer tyske flygtninges erfaringer med skibskatastrofer og pludselig død til deres ret uden at blive spundet for revanchismens vogn?

'Im Krebsgang' er et vellykket litterært-dokumentarisk bud. Romanen minder os om, at nationale traumer ikke er helt forskellige fra den individuelle psykologi: Den, der fortrænger noget er stadig negativt fanget af fortiden, mens en portion sund nøgternhed er forudsætningen for at undslippe.

Fortiden går ikke over, men hjemsøger os gennem vores børn, hvis den ikke vedkendes og integreres. Nationalpsykologien bevæger sig frem og tilbage i krebsegang.

Günter Grass, om nogen samvittighedens stemme i efterkrigstidens tyske litteratur, har med Im Krebsgang skrevet en krønike om historiens mange hittebørn.

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement